|
Vi havde netop besteget Hocheck og sagt farvel til over halvdelen af de andre bjergbestigere der var startet sammen med os fra Watzmannhaus, for nu begyndte den mere seriøse del af Watzmann-overskridningen. Hvor det ikke havde været andet end en vandring med enkelte scramble-passager frem til Hocheck blev graten videre frem nu ganske smal, og enkelte steder var ruten sågar sikret med stålkabler. Bestigningen som sådan var dog ikke videre vanskelig, omend den efterhånden blev noget eksponeret. Men hvis ikke man havde problemer med højden eller svimmelhed var det såmænd ikke særligt vanskeligt. Jeg følte i hvert fald nok at jeg var udfordringerne voksen, og selv om der var disse stålkabler satte jeg en ære i, så vidt muligt ikke at benytte dem. Jeg nåede helt frem til hovedtoppen på Watzmann uden at have måtte tage fat i stålkablerne, men da vi skulle fortsætte videre frem var der dog enkelte steder jeg benyttede mig af dem, primært under nedstigningen til sadlen mod Schönfeldspitze, hvor det kunne være svært at orientere sig under nedstigningen over den smalle grat. Vi havde sagt farvel til langt de fleste andre bjergbestigere på toppen af Watzmann, så hvor de steg tilbage mod Watzmannhaus fortsatte vi tre i tiltagende skydække videre ad graten mod Schönfeldspitze.
|
Galleri: Overskridning af Watzmann
