|
Selv om det var tidligt om morgenen - nogle ville kalde det midt om natten og atter andre sen aften - klokken var kvart i tre, så følte jeg mig ganske frisk, men jeg havde også sovet mindst tre timer i løbet af natten. Jeg skridtede godt derudad og nåede snart gletscheren. Her ville Niels have jern på, men jeg mente ikke det var nødvendigt endnu og fortsatte i retning af vandcouloiren. Jeg var næsten nået derhen da Niels råbte bagfra og bad mig vente. Han havde det ikke så godt, havde både hovedpine og kvalme og var ikke sikker på om det var tilrådeligt at fortsætte. Vi overvejede sagen en stund. Jeg havde kalkuleret med at vi skulle bruge mindst ni timer på at nå op. Til den tid ville klokken være tolv, og så ville vi tidligt komme af snegraten igen kl.14. Der var med andre ord ikke plads til megen forsinkelse, så jeg mente at hvis ikke vi kunne holde tiden var det bedre at vende om for tidligt end for sent. Efter en stunds vægelsindethed tog jeg beslutningen: vi dropper Weisshorn! I stedet kunne vi lave en solopgangstur til Wisse Schijen. Klokken var halv fire, og det er nok det tidligste jeg har opgivet en bestigning. Men det gav mig også mulighed for at sætte nye rekorder i tidlige bestigninger da der kun var 250hm til Wisse Schijen. Vi havde nu masser af tid, og vi holdt ind imellem længere pauser for at nyde den ikke specielt kolde nat. Vi nåede passet og kunne se lysene i Mattertal langt nede. Niels mente vi kunne raste her, men jeg ville mod toppen. Så jeg fortsatte op ad graten og nåede snart til toppen. Klokken var 0455, min hidtil tidligste bestigning (faktisk 0355 normaltid!), og vi steg lidt ned på østsiden og fandt en lille gryde hvor vi kunne sætte os. Langt ude på østhimlen forkyndte et orange-purpur bånd at dagen var på vej. Vi sad bare og nød det. På sæt og vis gjorde det mig ikke så meget at vi ikke kom på Weisshorn. Jeg følte jeg havde oplevet rigeligt denne sommer, og det stod allerede nu klart at dette var min bedste sommerferie i mange år. Jeg behøvede ikke mere. Vi tog morgenmad og blundede en stund, og så mente Niels det var tid for den endelige bestigning af Wisse Schijen. Vi steg op på klippen, og med let undren konstaterede jeg at det var kalk, hvordan den så end kommer her. Jeg klatrede op ad den skarpe, men ubehageligt løse grat og nåede hvad jeg troede var højeste punkt. Men som altid er der en højere top bagved. Ligeledes her. Niels blev på den første top mens jeg fortsatte mod højeste punkt. Det passede lige knap og nap med rebet, men lidt længere mod øst stod det trigonometriske punkt, hvorfra jeg kunne forestille mig der var et fint blik ned i Mattertal, så det måtte jeg lige have med. Niels fulgte pligtskyldigt med da vi stadig var bundet ind. Vi havde nu tilbragt 4½ time på toppen og det var på tide at stige ned mens gletscheren stadig lå i skygge. På ingen tid var vi nede ved kanten af gletscheren, og snart efter ved hytten som lå stille og rolig nu hvor kunderne var på bjerget. Snart efter pakkede vi sammen og påbegyndte nedturen, og denne gang fulgtes vi ad.
|
Dansk Bjergklub
