Efter et par dage i Dolomiterne, hvor jeg rigtig havde fået ladet solbatterierne op, var jeg nu klar til at tage til Centralalperne. Det var blevet tid for min årlige rebledertur til Alperne, og efter at jeg de fire foregående gange havde lagt turen i Wallis havde jeg denne gang besluttet at prøve noget nyt. Dels flyttede jeg turen til Østrig, nærmere bestemt Mittelberg i Pitztal, og dels havde jeg entreret med efterhånden velkendte Berghof Steinbock, således at vi kunne få fast tag over hovedet. Den gamle Offenbacher Höhenweg førte tidligere fra Riffelsee over Wurmtaler Joch til Kaunertal, men på grund af gentagne stenskred opgav man i 2004 ruten over passet, og førte den i stedet op over Wurmtaler Kopf og ned til Taschachhaus. Det blev således en rigtig fin tur op over den gode sti, omend den var lidt kedelig op gennem de endeløse morænefelter ved Eiskasten. Til sidst kom vi op på Wurmtaler Kopfs lange E-grat, som desværre var noget løs, men til gengæld bød på en fin udsigt til begge sider. Selve toppen bød på småklatring over store blokke. Nedstigningen blev dog lige lovlig spændende, da N-spornens store blokke var lige lovlig løse til stejlheden, og dels var den efterfølgende gletscherstump lige lovlig glat og lige stejl nok til vore manglende steigeisen. Det lykkedes os dog at komme ned til Riffelbach uden skrammer, og herfra måtte vi finde vej ned langs (og i) Riffelbach indtil vi stødte på en mere tydelig sti længere nede og kunne sætte kursen mod Riffelsee.
|