|
Efter vore to bestigninger af Mammouth holdt vi lav profil i dalen mens vi ventede på at det dårlige vejr drev over, men tre dage senere blev der lovet godt vejr, så nu skulle det være. Vi vendte tilbage til Cabane du Mountet, og tidligt næste morgen steg vi op over Glacier du Mountet mod Zinalrothorn. Rothorngraten var målet, og klokken otte var vi etableret oven for Ober Rothornjoch. Rothorngrat var en ren klippegrat, så vi smed støvlerne i sækken for at klatre hele graten i friktionssko. Rothorngrat blev på mange måder kulminationen på denne klatresommer. Vejret var perfekt, klippen var bombefast, og det var en sådan fornøjelse at klatre op over denne fantastiske grat, at vi snart begynde at overskride alle tårne, også dem man normalt omgik, og også selv om det ind imellem medførte vanskeligere klatring. Efter Gabel smeltede Rothorngrat sammen med normalruten fra Zermatt, og vi nåede snart ind i en trafikprop ved omgåelsen af Binerplatte, som var normalvejens vanskeligste passage. Men Christoph kiggede i stedet op på det let overhængende tårn, og på et nik fra mig klatrede han i stedet direkte op. Mig efter, selv om passagen minimum var IV+°. Toppen blev nået under guidebogstid, og vi var ikke til at skyde igennem. Næste mål måtte uden tvivl hedde Weisshorn. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Vi skiftede tilbage til støvler og begyndte at klatre ned ad N-graten, normalvejen fra Zinal, men under traversen af Sphinx, det eneste klippetårn vi ikke skulle overskride, løsnede en klippeflage sig under mig, og jeg styrtede ned med den. Heldigvis holdt rebet, men jeg var ikke i stand til at klatre videre. Styrtet var dog blevet set fra anden side, så inden længe kom en helikopter og pillede os ned fra bjerget. De næste fire døgn tilbragte jeg på sygehuset i Visp, så der blev heller intet Weisshorn i denne omgang.
|
Guide Zinalrothorn
