|
|
|
|
|
|
|
|
Der findes knap et land i Europa, som ikke har deres eget udvalg af bjerge - eller noget der ligner. (Måske lige på nær Danmark, hvor vi må nøjes med vort hjemlige Himmelbjerget.) Men ellers vil der være bjerge at bestige, næsten uanset hvor man vender sig hen:
Arktis: Starter man i nord finder man rigeligt af alpine udfordringer i de permanent sne- og isdækkede bjergmassiver på Grønland og Svalbard samt til dels Island. Her er mængder af ubestegne bjerge, og resten har kun haft et yderst begrænset antal bestigninger. At bestige bjerge i disse egne vil som regel kræve at man planlægger sin egen ekspedition, da der kun i begrænset omfang er bureauer, der udbyder ture hertil. Tids- og pengemæssigt vil det også lægge beslag på store ressourcer, men hvis det lykkedes at gennemføre en tur hertil, kan man være sikker på at få en oplevelse der er de færreste forundt. Skandinavien: Den skandinaviske bjergkæde mellem Norge og Sverige er en af Europas ældste bjergkæder. Da den i sin tid blev dannet for mange millioner år siden har den set ud, vel nogenlunde som Alperne gør det i dag, men tidens tand har gnavet solidt i bjergene, så der i dag kun er et fåtal af bjerge som overstiger en højde af 2000 meter. Alderen sætter også sit præg på bjergenes udseende, og har givet dem mere afrundede former. Fremkommeligheden til fods er generelt stor, så Skandinaviens bjerge er ideelle at vandre igennem. Den nemme adgang gør det også let at tage springet fra vandring til bjergbestigning, da der altid lige ligger en top i nabolaget som frister. De mest spændende bjerge finder man omkring Jotunheimen, Hurrungane og Dovrefjell i Norge, eller Sylarna, Sarek og Kebnekaise/Abisko i Sverige. I den nordlige del af Norge, i Troms, finder man også en stribe udfordrende bjerge, som ganske vist ikke er så høje, men er en klatremæssig udfordring på i reglen god granit. Britannien: Bjergområderne i Storbritannien blev dannet på samme tid som de skandinaviske bjerge, men her har tidens tand gnavet endnu hårdere, og bjergene bliver mest brugt til at vandre i. Der er dog righoldige muligheder for at klatre klippe, og de nordlige vinterstorme med sne og slud giver fantastiske muligheder for at klatre ting i is som man ikke troede var muligt. Således begrebet skotsk isklatring, hvor isen ikke behøver at være meget mere end lidt rimfrost på rådden klippe. Intet under at det var briterne som for alvor systematiserede bjergbestigningen i det 19. århundrede ved stiftelsen af deres Alpine Club i 1850'erne. Midttyskland: Dette er for det meste lavland, men lokale højdedrag giver mulighed for at vandre eller klatre i mere kuperede områder. Største område er Harzen sydøst for Hannover, eller Sächsische Schweiz, også kaldet Elbsandstein nær Dresden på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet. Længere mod vest findes flere mindre højdedrag i Weser-Leine Bergland, hvor de mest kendte er Ith og Winterberg. Ith har et pænt udvalg af klatreruter i kalk, mens Winterberg mest bruges til vandring eller skiløb om vinteren. Vestalperne: Alperne er uden tvivl det mest betydningsfulde bjergområde i Europa. Man skelner overordnet mellem Vestalperne, som er beliggende vest for Rhindalen, og Østalperne, som ligger øst for. Geologisk består Alperne af tre parallelle øst/vestgående kæder, nemlig de nordlige Kalkalper med bjerggrupper som Wetterstein og Karwendel i nord, Centralalperne, bestående af gnejs og granit og omfattende bjerggrupper som Montblanc, Walliser Alpen, Bernina og Tauern, samt de sydlige Kalkalper som blandt andet omfatter Dolomiterne. Vestalperne omfatter de højeste bjerge i Schweiz, Frankrig og Italien, og giver i de centrale dele uanede muligheder for bjergbestigning på både den mere traditionelle måde og den mere moderne sportslige måde. De nordlige dele, for eksempel i Berner Oberland, byder på mange muligheder for lette bjergbestigninger, med flotte udsigter til de store bjerge i Centralalperne. Det er Vestalperne som denne sektion af viaalpina.dk primært focuserer på. Østalperne: Disse er opbygget stort set som i vest, men bjergene er generelt lavere, og der findes kun en enkelt top over 4000m i Østalperne, nemlig Piz Bernina i Bündner Alpen. Her i øst er det om sommeren Kalkalperne som har den turistmæssigt største betydning, tæt på de befolkningsrige områder nær München i nord (Wetterstein og Karwendel) og Milano og Posletten i syd (Dolomiterne), mens det om vinteren er de højere bjerge i Centralalperne med deres mange skiområder som trækker turister fra fjern og nær. I Centralalperne er de vigtigste bjergområder Berninagruppe, Ötztaler Alpen og Tauern. Her er der næsten de samme muligheder for traditionel bjergbestigning som i vest, men bjergene er lavere og ruterne ikke så lange. Østalperne er derfor et velegnet sted for novicen at lære bjergbestigningens kunst. Provence: Det provencalske højland har ganske vist været hjemsted for den første beskrevne turistmæssige bestigning af et bjerg (Mont Ventoux i det 16. årh.), men ellers er der ikke mange muligheder for traditionel bjergbestigning her. Til gengæld er Provence arnen for den moderne klippe- og sportsklatring, der er her oceaner af muligheder for teknisk klippeklatring i alle sværhedsgrader, og der findes vel ikke en by eller landsby som ikke har sit eget klatrested. Pyrenæerne: Trods bjerge af over 3000 meter højde er der her ikke mange muligheder for bestigninger i sne og is om sommeren. Der er dog en lokal tradition for at vandre og klatre i Pyrenæerne, næret af smuglertrafikken som fortsat finder sted. Om vinteren er der dog gode muligheder for klatring i sne og is, og rygter vil vide at der lokalt er endog meget fine steder for isklatring på frosne vandfald, omend jeg p.t. ikke har nogle præcise informationer. Iberien: Længere nede i Spanien findes flere bjergmassiver, hvoraf det mest kendte nok er Sierra Nevada. Selv om navnet betyder "de sneklædte bjerge" er det dog så som så med sneen, da der hverken findes evig sne eller gletschere her. De primære aktiviteter her er klippeklatring på længere ruter, da det tørre klima giver gode forhold på klippen. Det er ikke så udbredt at vandre i Sierra Nevada, igen på grund af det tørre klima, og man vil i stedet vælge Pyrenæerne. Apenninerne: Denne lange bjergkæde ned gennem Italien er gammelt kulturland, og er opstået omkring samme tid som de skandinaviske og britiske bjerge. Beliggenheden langt mod syd gør at bjergene er bevoksede hele vejen til toppen, og det primært er nedbøren som bestemmer plantevæksten. Den primære turistmæssige udnyttelse er af mere kulturelt art, omend en del vandring også finder sted. Hvor floder har skåret sig ned i klippen findes dog også lokale klatresteder, men det er dog mit indtryk at det meste klatring i Italien finder sted i kyst- (og by-)nære egne, eller i Alperne. Balkan: Balkanhalvøen byder nok på de fleste uopdagede bjerge i det politiske fastlandseuropa. I de fleste balkanlande er der ikke nogen lokal tradition for bjergbestigning, til trods for at halvøen består af et væld af lokale bjergkæder flettet ind i hinanden. Men på samme måde er de lokale kulturer og befolkningsgrupper blandet mellem hverandre, og der har altid været uro eller krigslignende tilstande, hvilket har forhindret en klatretradition i at opstå. Eksempelvis skulle henved halvdelen af Albaniens bjerge fortsat være ubestegne, så sandsynligvis behøver men ikke rejse så langt for at finde det store eventyr. Kaukasus: Denne 1500 km lange bjergkæde inddeles geografisk i vestlige, centrale og østlige Kaukasus. Vestlige Kaukasus stiger gradvist i højde mod øst, og nyder stor popularitet blandt russere for de mange muligheder for både vandring og klippeklatring. I de østlige dele findes her flere fine toppe af alpin standard, og et af de bedste udgangspunkter er Dombay, som bl.a. har en svævebane til områdets højeste top Dombay-Ulgen. Centrale Kaukasus er det tætteste vi kommer på de store asiatiske bjergmassiver, og er centreret mellem de to store vulkankegler Kazbek og Elbrus, som med 5642m er Europas højeste bjerg. Elbrus bestiges oftest fra Baksan-dalen, som også er udgangspunkt for Ushba og en lang række andre fine toppe. Længere mod øst findes Bezingi-gletscheren, som er den længste i Kaukasus, og omkring hvilken 11 af Kaukasus' 14 5000'ere findes. Den østligste 5000'er er Kazbek (5033m), som vi finder over grænsen til Nordossetien. Det meste af Østlige Kaukasus tilhører Dagestan og har mere end 30 toppe over 4000m, men bjergene har kun sporadisk været besøgt, og de vedholdende krigstilstande betyder at ekspeditioner hertil må frarådes. Ural: Med en længde af 2000 km danner Ural det geografiske skel mellem Europa og Asien. Langt det meste af bjergkæden er dækket af tæt skov, og omend bjergene generelt er afrundede, som man finder det i Skandinavien, findes der dog også områder med markante klippetinder. Størsteparten af Ural er endnu ikke kortlagt i detaljer og henligger som ødemark, med højeste punkt i det 1865m høje bjerg Narodnaya øst for byen Pechora. Har man eventyrlyst til at begive sig ind i Ural er bjergene lettere tilgængelige om vinteren, hvor man kan tage sig frem på ski. Man skal blot forberede sig på de berygtede russiske vintertemperaturer. |
Bjergbestigning i Schweiz
Bjergbestigning i Østrig
Alpine 4000'ere
Bjergbestigning som livsstil
|
Dansk Bjergklub
|
