Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  - som livsstil
 
 Opdateret 02-05-07  
Riffelhorn

Bjergbestigning som livsstil


Udsigten nydes fra toppen (W. Gamshorn)
Udsigten nydes fra toppen (Westliches Gamshorn)

Solopgang fra toppen (Joderhorn)
Solopgang fra toppen (Joderhorn)

Hvorfor bestige bjerge? Dette spørgsmål er blevet stillet utallige gange. "Fordi de er der", er vel nok den korteste version af svaret på det spørgsmål. For pudsigt nok bliver det spørgsmål kun stillet af folk, som ikke selv har besteget bjerge. For har man selv opnået de oplevelser og kvaliteter i livet som bjergbestigningen kan tilbyde, ja, så ville man aldrig stille det spørgsmål.

De høje bjerge er et magisk og udfordrende rum, hvor mennesket er overvældet af forbløffelse og ærefrygt, ligesom børn i en eventyrskov. I en moderne verden hvor magien er aldeles forsvundet, udstråler bjergene en magtfuld fascination og fremkalder vældige og elementære følelser, hvilket for mig er essensen af bjergbestigningens magi.

Desværre er bjergbestigningen efterhånden blevet et middel til selv-promovering. Mange bestiger ikke længere bjerge "fordi de er der", men gør det, for bagefter at kunne sige at "de selv var der". De talløse horder som belejrer de højeste bjerge i Alperne og Himalaya beviser det i al sin tydelighed. Bjergbestigning er i dag blevet en sport som så mange andre, som gøres op med målebånd og stopur.


Lidenheden i bjergene (Lenzspitze)
Lidenheden i bjergene (Lenzspitze)

Glæden efter bestigningen (Matterhorn)
Glæden efter bestigningen (Hörnlihütte, Matterhorn)

Men for mig er det ikke derfor, jeg bestiger bjerge. Vel har jeg også taget min tørn med en ottetusinder, og vel er jeg nok den dansker som har besteget flest 4000-meters toppe i Alperne, men for mig er det bare glæden ved at være i bjergene, der drager mig. Og den glæde er ikke afhængig af bjergets højde eller berømmelse.

I vor gennemciviliserede verden er vi blevet for vant til, selv at kunne bestemme hvor skabet skal stå. Men ude i bjergene har vi ingen indflydelse, det er ikke os som sætter dagsordenen, og vi er her kun på bjergets nåde. Kun den, som accepterer at være her på bjergets præmisser, vil vide om det er i orden at fortsætte eller om man skal vende om. Og har man klaret sig gennem de problemer som måtte opstå undervejs, bliver de problemer man ellers måtte have i dagligdagen pludselig ubetydelige.

For mig har bjergbestigningen givet mig en større tilfredshed i dagligdagen og en genopdagelse af de små glæder i livet. Vi skal ikke bringe arbejdslivets stress ud i bjergene i en søgen efter dette og hint mål, vi skal bringe bjergenes årtusindgamle ro og fred med os ind i dagligdagen. Det er mit håb at jeg med denne sektion af viaalpina.dk kan inspirere til at udbrede glæden ved bjergbestigning til et større forum.




Interne links:

Bjerge i Europa
Bjergbestigning i Schweiz
Bjergbestigning i Østrig
Egne bestigninger
Eksterne links:

Dansk Bjergklub