Bjergbestigning i Turtmanntal
Bjergbestigning:
Turtmanntal er ganske vist beliggende centralt i Walliser Alpen, men har alligevel ikke det store tilbud af bestigningsmuligheder, hvilket skyldes at dalen ikke er lang nok til at nå helt ind til hovedkæden. Størsteparten af Turtmanntals bjerge er derfor underordnede toppe på begge sider af dalen, hvortil kommer at disse toppe ikke er særlig lette at nå, idet så godt som alle bestigninger må finde sted fra dalbunden, uden mulighed for at tilbringe den forudgående nat i højden i en bjerghytte. Det er derfor kun i den sydligste del af dalen man finder bjerge af turistmæssig interesse, og her ligger Turtmannhütte ganske velplaceret med et righoldigt udbud af bestigningsmuligheder. Herfra kan blandt andre bestiges Üssers Barrhorn (3610m), der er en let tur på et forholdsvis højt bjerg og med en ganske god udsigt. Kun en enkelt top over 4000m kan nås fra Turtmanntal, og det er Bishorn (4153m) der, selv om det utvetydigt er et Turtmann bjerg, alligevel hyppigst bestiges fra Zinal i Val d'Anniviers.
|
Udsigt ned gennem Turtmanntal fra Turtmannhütte
|
Klippeklatring:
Den bedste klippe i Wallis finder man tæt på hovedkæden, og det betyder at kvaliteten af den klippe man finder i Turtmanntal ikke er af speciel høj karakter; enkelte steder, som omkring Gässispitz og Stellihörner er klippen endog af så dårlig kvalitet at man bør holde sig fra disse bjerge. Det eneste klatring i Turtmanntal der p.t. kan anbefales er en større klettergarten, der i de senere år er blevet etableret ved Turtmannhütte, og hvor man finder klatring i alle sværhedsgrader.
Isklatring:
Som følge af sin nordlige beliggenhed er det kun de aller sydligste bjerge i Turtmanntal der overhovedet har evig sne og is. Ikke desto mindre er der alligevel flere muligheder for at få noget stejl is under fødderne. Et rigtig godt bjerg i den henseende er Brunegghorn (3833m), der både har en stejl sne- og isgrat på NE-graten samt en stejl og ikke for lang isvæg på nordsiden. Og går man skridtet videre finder man lige overfor Bishorn ENE-grat (4153m), ligesom man også på Bishorn finder en stejl og svær isvæg, blot af hele 650 meters højde.
Index til bjerge omkring Turtmanntal:
Herunder en komplet liste over bjerge som grænser op til Turtmanntal. For enkelte af disse kan du finde rutebeskrivelser her på viaalpina.dk, for de øvrige kan du finde en kort omtale her.
|