Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Allalinhorn
 
 Opdateret 22-01-05  
Roccia Nera

Allalinhorn    4027m

Allalinhorn set fra Längflue

Allalinhorn set fra Längflue (N) med Hohlaubgrat til venstre og Feejoch til højre.

Allalinhorn er et lidt kompliceret bjerg, båret af fire grater, som danner et åbent X, mens toppen i sig selv er en iskalot. Tidligere blev bjerget mest besteget ad SW-graten, men efter åbning af metroen til Mittelallalin bliver langt de fleste bestigninger i dag udført fra nord. Den lette tilgang fra Mittelallalin gør Allalinhorn til den mest bestegne 4000'er fra Saas.

Førstebesteget: 1856 (SW-graten)
Kort: Blad 1328 Randa
Fører: SAC Walliser Alpen bind 5

A) WNW-graten fra Mittelallalin via Feejoch. 2½ time, WS, 577hm.
  Den letteste rute på Allalinhorn, og samtidig den hurtigste og mest benyttede. En stor del af året finder man et veltrådt spor på ruten.
  Fra Mittelallalin, 3450m, stiger man ned i den lille snesadel SW for stationen. Herefter fortsætter man i sydvestlig retning tæt under Hinter Allalingratens stejle nordside. Omkring 3600m stiger terrænet stejlt an, og efter en flankemarch under bergschrunden når man op i Feejoch (3810m), 2 timer. Herfra stiger man op over en bred sneryg til sydfoden af toppen, hvorfra man ad en kort klippegrat når højeste punkt, ½ time. Ialt 2½ time i opstigning, 1½ time i nedstigning.

B) WNW-graten fra Längflue via Feejoch. 3½ time, WS, 1157hm.
  Indtil metroen blev bygget blev Feejoch oftest nået fra Längflue på en ren gletschertur.
  Fra Längflue, 2870m, stiger man direkte mod syd, idet man passerer venstre (E) om de séracer, der dannes i forlængelse af den lille klippeø, koteret med 3173,7m. Herefter følger man midten af gletscheren, passerer uden om nogle store spalter omkring 3300m, og når således direkte op i Feejoch (3810m), 3 timer. Herfra som i rute A) til toppen, ½ time. Ialt 3½ time i opstigning, 2 timer i nedstigning.

C) NE-graten (Hinter Allalingrat) fra Mittelallalin. 2½ time, ZS, 577hm.
  Den mest direkte rute fra Mittelallalin til Allalinhorn, hvis største vanskelighed ligger i overvindelsen af kanten af toppens iskalot.
  Fra Mittelallalin, 3450m, stiger man ned i den lille snesadel SW for stationen. Herefter fortsætter man let ad graten, overskrider den lille klippetop 3597,2m og når en lille snesadel for foden af toppartiet, ½ time. Her begynder en stejl snegrat, som fører til bergschrunden under kalotten. Denne bergschrund kan være meget stor, og ligger lige ved en stejl ismur på venstre hånd. Bergschrunden overskrides bedst ved en skrå travers op til højre, hvorefter et snehæng fører til en anden, mindre bergschrund. Denne omgås ligeså til højre, hvorefter et kort, stejlt ishæng fører direkte til toppen, 2 timer. Ialt 2½ time i opstigning.

D) ENE-graten (Hohlaubgrat) fra Britanniahütte. 3½ time, WS, 998hm.
  Denne grat kan let overskues fra Britanniahütte, og er den mest naturlige rute herfra.
  Fra Britanniahütte, 3029m, fører en lille sti mod sydvest ned langs Mittelallalins klippevæg og når på ca. 10 min. ned til Hohlaubgletscher. Denne gletscher er normalt snefri, og man krydser den i en stor bue mod vest og syd til kort før ryggen af Hohlaubgraten, der her ikke er særlig udpræget. Nu holder man mod højre og stiger op over sne, enkelte klipper og den brede bjergryg frem til en bred sneskulder i ca. 3530m. Man stiger ned i den lille sadel bagved, og fortsætter op ad en nu mere markeret snegrat til endnu en bred sneskulder (3837m). Denne kan dog omgås højre om, og efter et kort vandret parti stiger snegraten op til en markant klippevæg, der spærrer graten på tværs. Denne klippevæg overvindes ad et bånd med løse klipper, hvorefter en ny snegrat fører det sidste stykke mod toppen. Ialt 3½ time.

E) SW-graten fra Täschhütte. 5 timer, WS, 1326hm.
  Denne rute var indtil 1980'erne den mest benyttede rute på Allalinhorn, men da snesmeltningen har fremkaldt større partier med løse klipper, og metroen har gjort adgangen fra nord langt lettere, er denne rute nu ved at glide i glemslens dyb.
  Fra Täschhütte, 2701m, fører en udmærket sti mod øst op over den græsdækkede bjergside frem til Schreiende Bach. Man krydser de to første arme af denne bæk, og stiger så op langs med den tredie frem til Chummibodmen (2886m) hvor der også er gode bivuakpladser, 45 min. Stien fortsætter op til den midterste tunge af Alphubelgletscher, hvor man straks stiger ud på isen, 45 min. Man følger nu sporet i retning mod Alphubeljoch indtil ca. 3400m, men holder så mod sydøst og når frem til en gennemgang, hvor man med et højdetab på ca. 100m kan stige ned på Mellichgletscher. Allalinhorns SW-grat bliver nu synlig, og man sætter kurs mod en bred snesadel i gratens nedre del, adskilt fra Allalinpass med et karakteristisk klippetårn. Op over et kort snehæng når man denne snesadel (3734m), 2 timer. Man følger nu snegraten til foden af et gråt klippeparti. Disse klipper omgås til højre (E) ad utydelige klippebånd med grus og løse blokke. Man når op til en kort snegrat som man følger til et nyt klippeparti. Klippen er her lidt bedre, og man klatrer den så vidt muligt tæt på gratkanten, idet man omgår vanskeligheder til højre. Man når således op på snekalotten og frem til sydfoden af toppen, hvorfra man ad en kort klippegrat når højeste punkt, 1½ time. Ialt 5 timer i opstigning, 4 timer i nedstigning.

F) SW-graten fra Britanniahütte via Allalinpass. 4½ time, WS, 998hm.
  SW-graten kan selvfølgelig også bestiges fra Saastal, hvor man vælger Britanniahütte som udgangspunkt.
  Fra Britanniahütte, 3029m, fører en lille sti mod sydvest ned langs Mittelallalins klippevæg og når på ca. 10 min. ned til Hohlaubgletscher. Denne gletscher er normalt snefri, og man krydser den i en stor bue mod vest og syd til ryggen af Hohlaubgraten, der her ikke er særlig udpræget. Ryggen krydses til en lille snesadel på bagsiden (3105m), hvorfra man let kan stige ned på Allalingletscher. Nu stiger man op over gletscheren langs foden af Hohlaubgrats klippevægge. Efter at have passeret et større klippefremspring ser man nu Allalinpass forude til højre. Man sætter kurs direkte mod passet og når det over et let snehæng (3564m), 2½ time. På den anden side af passet holder man mod NW, omgår en klippesporn som falder af fra SW-graten, og stiger så op i den brede snesadel (3734m), hvor man møder ruten fra Täschhütte, ½ time. Nu som i rute E) til toppen af Allalinhorn, 1½ time. Ialt 4½ time i opstigning, 3½ time i nedstigning.

Allalinhorn set fra Längflue

Interne links:

Längflue
Britanniahütte
Täschhütte
Bjerghytter
Bjergbestigning i Mattertal
Generel information om Mattertal
Bjergbestigning i Saastal
Generel information om Saastal
Egen bestigning af Allalinhorn
Eksterne links:

SAC bjerghytter
Turistinformation Saastal