Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Bella Tola
 
 Opdateret 18-05-06  
Roccia Nera

Bella Tola    3025m

Illhorn, Rothorn og Bella Tola set fra Sorebois

Illhorn, Rothorn og Bella Tola set fra Sorebois (S).

Bella Tola er en populær vandretop, der ofte bestiges af ferierende i St-Luc eller Chandolin. Fra toppen nyder man en fin udsigt ud over Rhônedalen og Turtmanntals bjerge, hvorimod udsigten mod Zinals bjerge er lidt indskrænket. Også om vinteren er Bella Tola et populært mål for erfarne randonnée-løbere.

Førstebesteget: ukendt
Kort: Blad 1307 Vissoie
Fører: SAC Walliser Alpen bind 3

A) NW-graten fra Cabane Bella Tola. 2 timer, L, 679hm.
  Normalruten på Bella Tola, der i de nedre dele desværre virker noget nedslidt ved vinterens skipister.
  Fra Cabane Bella Tola, 2346m, følger man en sti mod E i retning af Bella Tola. Stien munder ud i en grusvej der fører frem til foden af Bella Tolas SW-flanke, 1 time. En sti fører nu i talrige serpentiner op over denne flanke til en lille hytte umiddelbart under passet mellem Bella Tola og Rothorn, hvorfra man følger graten mod højre ad den tydelige sti til toppen af Bella Tola, 1 time. Ialt 2 timer i opstigning, 1 time 15 min. i nedstigning.
Variant: Fra passet mellem Bella Tola og Rothorn kan man endvidere følge graten den modsatte vej og bestige Rothorn med et ekstra tidsforbrug på ½ time frem og tilbage.

B) NW-graten fra Tignousa. 2½ time, L, 845hm.
  Den mest benyttede rute på Bella Tola er som dagtur fra Tignousa.
  Fra Tignousa, 2180m (hertil med kabeltog fra St-Luc), følger man stien mod NE op til Cabane Bella Tola, ½ time, herfra som i rute A) til toppen af Bella Tola, 2 timer. Ialt 2½ time fra Tignousa, 1½ time i nedstigning.

C) NW-graten fra Chandolin via Cabane Bella Tola. 3 timer, L, 1046hm.
  Bella Tola kan også bestiges direkte fra Chandolin uden brug af bjergbane, hvilket lægger en god halv time til turen.
  Fra den øvre del af Chandolin, 1979m, følger man en tydelig sti mod øst. Dette er den sti der benyttes af Sierre-Zinal løbet, og ruten er her markeret med gule Z'er. Man følger ruten så langt som frem til Par di Modzes, 2186m, hvor man drejer til venstre og følger stien op til Cabane Bella Tola, 2346m, 1 time. Herfra som i rute A) til toppen af Bella Tola, 2 timer. Ialt 3 timer fra Chandolin, 2 timer i nedstigning.

Illhorn, Rothorn og Bella Tola set fra Sorebois

Interne links:

Egen bestigning af Bella Tola
Bjergbestigning i Val d'Anniviers
Generel information om Val d'Anniviers
Sierre-Zinal
Eksterne links:

Turistinformation St-Luc
Turistinformation Chandolin