Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Dent Blanche
 
 Opdateret 10-10-04  
Roccia Nera

Dent Blanche    4357m

Dent Blanche og Grand Cornier set fra Zinalrothorn

De to markante bjerge Dent Blanche og Grand Cornier set fra toppen af Zinalrothorn (NE).

Dent Blanche, den hvide tand, er et af de vanskeligste og meget eftertragtede bjerge i Walliser Alpen, men samtidig også en top som kun få vover at give sig i gang med, og endnu færre når toppen af. Dent Blanche er slet og ret vartegnet for hele Val d'Hérens, for næsten uanset hvor i den lange dal man befinder sig kan man se Dent Blanches hvasse tand pege mod himlen. Indlysende nok findes der ingen lette ruter på bjerget.

Førstebesteget: 1862 (S-graten)
Kort: Blad 1327 Evolène og 1347 Matterhorn
Fører: SAC Walliser Alpen bind 3

A) S-graten fra Cabane de la Dent Blanche. 5 timer, ZS, III°, 850hm.
  Dette er ikke nogen let rute, men dog den letteste rute på Dent Blanche. Den vanskeligste passage er som regel at omgå Grande Gendarme.
  Fra Cabane de la Dent Blanche, 3507m, begynder klatringen umiddelbart bag hytten hvor en let scrambling (markeret med mange røser) fører op til en sneryg og videre til Wandfluelücke, 3703m, ½ time. Her kommer man op på sydgraten, som man følger op over et første let klippeparti til P.3882, ½ time. Videre ad den fortsat lette grat til foden af Grande Gendarme, idet man omgår evt. vanskeligheder til venstre, ½ time. Gendarmen kan klatres direkte (III-IV°), men oftest vælger man at omgå den: man klatrer op over en lille væg og når her en række platter som man kan traversere venstre om gendarmen (jernstænger til sikring eller abseil) til en lille sne- eller iscouloir der fører op i en scharte umiddelbart bag gendarmen, 1 time. Efter gendarmen følger endnu et stejlt tårn som man klatrer let til højre for gratkanten. Nu følger man så vidt muligt graten, idet man omgår et sidste tårn til venstre ad ofte isede platter under en lodret væg, som man til sidst betvinger via et riss. Graten bliver nu gradvist til en snegrat, og man følger denne til højeste punkt, 2 timer. Ialt 5 timer i opstigning.

B) S-graten fra Schönbielhütte. 7 timer, ZS, III°, 1663hm.
  For de mange bjergbestigere i Mattertal er det nærliggende at forsøge at nå Dent Blanche herfra, hvilket også er muligt, omend det er en længere rute med noget større højdeforskel.
  Fra Schönbielhütte, 2694m, fører en god sti mod vest ad Schönbielgletscherens nordlige sidemoræne, som man følger til dens øverste punkt, 3042m, 1 time. Herfra går man ud på den flade gletscher som man stiger op over i nordlig retning. I ca. 3150m højde holder man mod venstre og krydser gletscheren ovenfor en række store spalter. Man når således frem til en bred couloir, der kommer ned fra den store hængegletscher under P.3882. Man holder sig fra denne farlige couloir og stiger i stedet til venstre for denne op til et bredt grusbånd, der fører mod venstre til den brede pillar der understøtter hængegletscheren. Herefter klatrer man let op over pillaren, fra hvis top man let kan stige over på hængegletscheren og følge denne op til Wandfluelücke, 3703m, 2 timer. Herefter følger man rute A) til toppen, 4 timer. Ialt 7 timer i opstigning.

C) ENE-graten (Viereselsgrat) fra Cabane du Mountet. 10 timer, ZS+, III°, 1471hm.
  Dette er en lang og imponerende rute som byder på en stor variation af vanskeligheder i både sne og is og på klippe. For kendere af de store alpine ruter er Viereselsgrat en klassiker, men idet den er ukendt for de fleste har jeg valgt at tage den med her. Rutebeskrivelsen er dog med vilje holdt summarisk og for en mere detaljeret beskrivelse henvises til den schweiziske SAC-fører.
  Fra Cabane du Mountet, 2886, stiger man ned på gletscheren og stiger op over Glacier Durand, syd om Roc Noir til den sneryg der danner Roc Noirs forlængelse mod SW. Denne sneryg følger man til et plateau, hvorfra man let kan krydse over til Viereselsgrat, som man når i en scharte til venstre for en karakteristisk gendarm, 2½ time. Herefter følger man graten, idet man omgår evt. vanskeligheder til højre (III°). Spidsen af det store gule tårn omgås til højre, det følgende røde tårn klatres direkte, og man når således det punkt hvor man møder sidegraten fra Col de Zinal, 4034m, 4 timer. Graten bliver nu mindre stejl og overgår gradvist til at være en snegrat, der fører til toppen, 3 timer. Ialt 10 timer i opstigning.
Variant: denne rute kan også nås fra Schönbielhütte, idet man stiger op i Col de Zinal og følger SE-sidegraten herfra til foreningspunktet med ovenstående rute. Denne tilgang har samme sværhedsgrad og længde men er ikke helt så interessant som tilgangen fra Mountet.

Dent Blanche og Grand Cornier set fra Zinalrothorn

Interne links:

Schönbielhütte
Cabane du Mountet
Bjerghytter
Bjergbestigning i Mattertal
Generel information om Mattertal
Bjergbestigning i Val d'Anniviers
Generel information om Val d'Anniviers
Eksterne links:

Schönbielhütte
Cabane du Mountet
SAC bjerghytter
Turistinformation Zermatt
Zermatt webcams
Turistinformation Zinal