|
Dent Blanche og Grand Cornier set fra Pointe d'Ar Pitetta (NE). |
Grand Cornier
er et noget overset, men dog ganske spændende bjerg der troner i toppen af Glacier de Moiry. Set fra Mountet virker Grand Cornier som den lille tvillingebror til Dent Blanche, og ligesom denne har heller ikke Grand Cornier nogen rute der kan betragtes som let. Ud over den her beskrevne rute findes der adskillige spændende, men lange og vanskelige ruter fra Mountet.
Førstebesteget: 1865 (E-graten) |
A) NW-graten fra Cabane de Moiry. 4 timer, ZS, 1137hm. En god og afvekslende rute, der indbefatter både gletschervandring og gratklatring. Takket være nærheden til gletscheren også en sikker nedstigningsrute fra andre og længere ruter. Fra Cabane de Moiry, 2825m, fører en god sti mod SE i retning mod Pigne de la Lé og op til Glacier de Moiry, der her danner et forholdvis fladt snefelt for foden af Pignen. Man krydser dette snefelt mod S, mellem foden af Pignen og et isfald på højre hånd, for så snart det er muligt at vinde højde op bag Pignen. Man fortsætter nu mod S, parallelt med og nedenfor Bouquetins, og fortsætter op til det trekantede snefelt der danner foden af Grand Corniers NW-grat, 2 timer. Man stiger skråt mod højre op over snefeltet og når den vestlige klippekant der afgrænser snefeltet. Klippekanten er noget porøs, men let at klatre og fører til fortoppen P.3845, ½ time. Herfra følger man hovedgraten. Denne er en smal klippegrat med adskillige små tårne, hvor det bedst kan betale sig at overskride dem alle i interessant klatring, et sidste kan dog omgås i E. Således nås højeste punkt, 1 time. Ialt 4 timer i opstigning, 3 timer i nedstigning. |
Cabane de Moiry Bjerghytter Bjergbestigning i Val d'Anniviers Generel information om Val d'Anniviers |
Cabane de Moiry SAC bjerghytter Turistinformation Moiry |