Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Lenzspitze
 
 Opdateret 20-01-05  
Roccia Nera

Lenzspitze    4294m

Lenzspitze set fra Hohbalmgraten

Lenzspitze set fra Hohbalmgraten (NE) med Nadelhorn helt ude til højre.

Lenzspitze er som den nordligste top i Mischabelkæden forbindelsesled til Nadelgrat, der danner Mischabels fortsættelse mod nord. Set fra vest giver bjerget ikke noget specielt indtryk af sig, men mod nordøst smykkes bjerget af Dreieselwand, som er en af de smukkeste isvægge i Alperne. Lenzspitze er ikke ad nogen rute et let bjerg.

Førstebesteget: 1870 (NW-graten)
Kort: Blad 1328 Randa
Fører: SAC Walliser Alpen bind 5

A) ENE-graten fra Mischabelhütte. 4 timer, ZS, III°, 965hm.
  Normalvejen på Lenzspitze; omend ikke den letteste, så dog den hurtigste og mest benyttede rute.
  Fra Mischabelhütte, 3329m, fører en utydelig sti op over klipperyggen lige bag hytten. Ruten op er markeret med røser, men man kan stort set klatre hvor man vil. Efter 300m opstigning flader graten ud og bliver bredere, 45 min. Herfra fører sporet ud på Hohbalmgletscher i retning mod Windjoch, men man fortsætter i stedet ad ENE-graten, som man følger hele vejen til toppen. Den første del af graten er let, og de små klippeforhindringer omgås til venstre i let, men løs klippe, og man når frem til P.3814, ½ time. Efter en kort, vandret stump snegrat stiger graten nu stejlt, og man klatrer direkte op over gratkanten til foden af et stort tårn (II°). Man undgår så vidt muligt flankerne og klatrer også dette tårn direkte (III°). Dette sted kan være meget vanskeligt hvis der er nysne. Fra toppen af tårnet (ca. 4091m) abseiler man 4-5 meter ned til graten på den anden side (1½ time). Nu stiger man mod venstre op over et smalt klippebånd og fortsætter i lettere, men meget løse klipper, op til en snekam, som fører til toppen, 1 time. Ialt 4 timer i opstigning.

B) S-graten fra Domhütte via Festijoch. 6 timer, WS+, 1354hm.
  Den letteste rute på Lenzspitze, men samtidigt også den mindst inspirerende.
  Fra Domhütte, 2940m, fører en udmærket sti op over Festigletscherens nordlige sidemoræne. Fra toppen af denne fortsætter man i samme retning over sne langs med gletscheren, indtil man i ca. 3300m tvinges ud på gletscheren af et klippeparti, 1 time. Gletscheren er her temmelig opspaltet, og man holder sig så tæt på klippen som muligt. Længere oppe aftager spalterne, og man fortsætter langs med gletscherens nordlige bred frem til foden af Festijoch, en lille overgang ved foden af Doms NW-grat, som man først ser i sidste øjeblik. Man bestiger dette ca. 80m høje hæng gennem et indvendigt hjørne af stejle klipper, som følges af en højretravers i grus og løse blokke til Festijoch, 3723m, 1½ time. En kort gratklatring fører ned til den øvre del af Hohberggletscher, hvor man af hensyn til spalterne stiger direkte ud på midten af gletscheren inden man gradvist sætter kursen mod SE og styrer direkte mod et markant og spidst klippetårn i graten mellem Lenzjoch og Lenzspitze. Man krydser bergschrunden i faldlinien af klippetårnet og stiger direkte op over et stejlt snehæng, iblandet grus og lette klippeblokke til S-graten, som man når til højre eller venstre for klippetårnet, 2½ time. Man følger nu et kort stykke graten, herefter en indskåret couloir på vestsiden som fører op nær det højeste punkt. Herfra på få minutter til toppen, 1 time. Ialt 6 timer i opstigning.

C) NW-graten fra Nadeljoch. 1 time, WS, 81hm.
  Denne grat benyttes oftest i nedstigning, i forbindelse med en overskridning til Nadelhorn. Tilgangen fra Hohbalmgletscher må frarådes da det tidligere snehæng nu er afløst af løs klippe med risiko for stenslag.
  Fra Nadeljoch følger man graten til toppen. Graten består til at begynde med af blokke og enkelte mindre klippetårne, men går så gradvist over i en snegrat, som man følger til højeste punkt. Ialt 1 time i opstigning, 45 min. i nedstigning.

D) NE-væggen (Dreieselwand) fra Mischabelhütte. 6 timer, S+, 50-55°, 965hm.
  Denne smukke væg er det mest karakteristiske billede af Lenzspitze, og en væg der slår alle bjergbestigere med sin skønhed. Desværre har den generelle temperaturstigning gnavet i kanterne så væggen i dag er blevet noget smallere.
  Fra Mischabelhütte, 3329m, som i rute A) til kanten af Hohbalmgletscher, 45 min. Herefter følger man kort sporet ud på gletscheren, men sætter så kursen i retning mod Nadeljoch, passet mellem Lenzspitze og Nadelhorn, frem til foden af væggen, 45 min. Man krydser bedst bergschrunden i faldlinien af passet, og klatrer herefter så direkte mod toppen som muligt, ca. 4-5 timer. Væggen har en højde af 490m og hælder i gennemsnit 50°, den øverste del er dog lidt stejlere. Ialt ca. 6 timer i opstigning.

Lenzspitze set fra Hohbalmgraten.

Interne links:

Mischabelhütte
Domhütte
Bjerghytter
Bjergbestigning i Saastal
Generel information om Saastal
Eksterne links:

Mischabelhütte
SAC bjerghytter
Turistinformation Saastal