A) WSW-graten fra Rifugio Teodulo via Breithornpass. 4-5 timer, WS, 925hm.
Den enkleste og mest benyttede rute på bjerget, som dog ikke er videre spændende.
Fra Rifugio Teodulo, 3317m, stiger man op over skipisterne mod syd, passerer nedenom Testa Grigia og fortsætter herefter mod SE og E over Plateau Rosa op til Breithornplateau, ca. 3800m, 1½ time. Her krydser man skitrækket mellem Klein Matterhorn og Gobba di Rollin og møder her hovedsporet fra Klein Matterhorn mod Breithorn. Man foretager en kort travers til Breithornpass og stiger så mod ENE ned over Grande Ghiacciaio di Verra til en højde af ca. 3650m. Nu holder man denne højde, idet man vandrer østpå hele vejen under Breithorns lange kam. Umiddelbart før man passerer under Roccia Nera kommer man forbi det lille bivuakskur Rossi e Volante og når således frem til Schwarztor, 1½ time. Man stiger dog ikke helt op i passet, men sætter kursen direkte mod den stejle sneflanke der ligger mellem WSW-graten og et klippeparti længere mod nord. Under gode sneforhold kan man stige direkte op over dette snehæng og når WSW-graten hvor den bliver snedækket i knap 4000m, men hvis snehænget er iset vil det ofte være en fordel at benytte WSW-graten fra dennes bund, omend dette vil forlænge ruten med en times tid. Klippegraten er for nylig blevet monteret med metalstifter og faste bolte. Over den sidste snegrat når man således toppen af Pollux, 1 time. Ialt 4-5 timer fra Rifugio Teodulo, 3 timer i nedstigning.
Variant: Denne rute kan selvfølgelig også bestiges med udgangspunkt i Klein Matterhorn, hvilket forkorter tidsforbruget med en god time.
B) N-graten fra Zermatt via bivuak på Schwärze. 2-3 dage (10 timer), ZS-, 2476hm.
Nordgraten på Pollux er en af de absolut længste gratruter i Mattertal og måler næsten fire km fra toppen af Pollux til graten dukker under Gornergletscher. Selv om denne rute godt kan nås fra Monte Rosahytten på halvanden times tid vil det på grund af rutens længde som regel være en fordel at tage udgangspunkt i en bivuak på Schwärze, hvilket således gør Pollux til en hel ekspedition for sig selv. Det bemærkes, at nordgraten i sin fulde længde ikke er beskrevet i nogen guidebog.
Tilgang: Fra Zermatt, 1616m, går man til byens sydlige udkant, passerer Matterhornbanens dalstation på den modsatte bred og krydser kort efter Zmuttbach. Man følger en udmærket sti under gondolbanen, passerer de to små landsbyer Blatten og Zum See og når frem til Furi (1865m), 1 time. Man passerer station Furi og krydser Gornera, hvorefter man følger vejen, der på østsiden af Gornera fører gennem Gletschergarten og frem til sluseværket for foden af Gornergletscher (2005m), ½ time. En god sti fortsætter i retning af gletschertungen, men bliver gradvist dårligere. Gletschertungen ligger inde i en lille klippeslugt, men man stiger ikke direkte op ad tungen. I stedet følger man en lille sti, der ca. 300m før tungen (alt efter gletscherstand) stiger op gennem en gruset rende under Gagenhaupts sydvæg. Her stiger man op til en højde af ca. 2300m, hvorefter man passerer mellem sydvæggen og gletscherslugtens klipper frem til et bredt blokmarksplateau, hvorfra man uden problemer kan stige ud på gletscheren, 1 time. I nedstigning skal man sørge for at forlade gletscheren i tide, idet gletschertungen er både stejl og udsat for stenslag. Den videre opstigning byder på en fantastisk gletschervandring med gletscherbække, store søer og gletscherborde. Den brede gletscher har kun få spalter, er om sommeren oftest snefri, og man kan gå hvor man vil. Man sætter kurs mod Schwärze, den store moræneø der danner afslutningen af Pollux' nordgrat og stiger op på den lange morænetunge der kommer ned fra Schwärze. Schwärze er til næsten alle sider omgivet af stejle og løse morænevægge, men denne morænetunge fører som en fin rampe op bag morænevæggene. Vel i land på Schwärze stiger man op til den lille morænesø i 2778m, hvor man finder massevis af fremragende bivuakpladser, 1½ time. Ialt 4 timer fra Zermatt, 3 timer i nedstigning.
Rute: Fra morænesøen på Schwärze, 2778m, stiger man først mod SW over blokmark, men holder så mod S og kommer op på den vestlige del af en lille, unavngiven gletscher der kommer ned fra en første fortop i 3306m, og man følger denne gletscher uden vanskeligheder til fortoppen, 1½ time. Herfra angiver graten den videre vej frem. Man stiger ned i en bred sadel og stiger så op over et stejlt snehæng til den næste fortop i 3660m, 1½ time. Nu fortsætter man let videre ad den nu brede snegrat og når frem til den tredie fortop, 3817m, 45 min. Man står nu foran topvæggen af Pollux, der forsvares af en ofte meget bred bergschrund, og man gør klogt i at recognoscere bergschrunden fra den sidste fortop. Ofte er der en brugbar passage helt til venstre, men er man uheldig skal man måske mere end halvvejs til Schwarztor for at finde en passage. På den anden side af bergschrunden fører et stejlt, men ukompliceret snehæng til toppen, der udgøres af en bredt plateau, 2 timer. Ialt 6 timer fra Schwärze, 3 timer i nedstigning.
|