A) SW- og S-graten fra Schönbielhütte. 2 timer, L, 778hm.
Den mest benyttede rute på bjerget er en ukompliceret vandring og scrambling over lette klipper ad en rute, hvor man på intet tidspunkt sætter foden på gletscher.
Fra Schönbielhütte, 2694m, fører en god sti mod vest og let nedstigende til en græsbevokset moræne. Stien følger morænen, og hvor denne ophører fortsætter stien mod højre, krydser en lille bæk og når op på Schönbielgletschers østlige sidemoræne, som man følger til dennes top, 3042m, 1 time. Her ender stien, og man holder højden mod sydøst frem til P.3036, hvorefter man ad en let flanke stiger op på SW-graten. Nu fortsætter man op ad den lette grat til dennes møde med S-graten, og følger denne til toppen, 1 time. Ialt 2 timer fra Schönbielhütte, 1½ time i nedstigning.
B) N-graten fra Schönbielhütte. 2½ time, L, 778hm.
En alternativ rute, der passerer gennem et mere afvekslende terræn. Med nedstigning ad den ovenstående rute et god bud på en ukompliceret overskridning af Schönbielhorn.
Fra Schönbielhütte, 2694m, følger man rute A) til toppen af Schönbielgletschers østlige sidemoræne, 3042m, 1 time. Herfra stiger man i samme retning ud over den flade og stort set spaltefri Schönbielgletscher. Efter at have passeret nedenom Schönbielhorns W-grat ser man oppe til højre passet, der er laveste punkt mellem Schönbielhorn og Pointe de Zinal, samt den snecouloir der fører ned fra passet. Man stiger hen til foden af denne snecouloir og stiger op langs dennes venstre (S) bred ad platter og lette klipper til pashøjden, 3358m, 45 min. Nu følger man den lette nordgrat over store klippeblokke til toppen, ½ time. Ialt 2½ time i opstigning, 2 timer i nedstigning.
|