A) NW-graten fra Topalihütte via Schöllijoch. 2½ time, L+, 825hm.
Letteste rute fra Topalihütte, der tager omvejen over Schöllijoch.
Fra Topalihütte, 2674m, fører en lille sti mod syd og ind i den blokmarksdækkede højdal Chella, som man krydser mod SW til en markant klippeblok på den modsatte grat (3020m), 1 time. Herfra traverseres et stejlt og løst hæng og man stiger man ned på den stort set spaltefri Schölligletscher, som man stiger op over til foden af Schöllijoch. Den direkte adgang til passet går op over en kort men stejl snecouloir, og der er i forsommeren 2006 etableret en mini klettersteig i klippen mod N. Den hastige nedsmeltning af sneen gør dog, at klettersteigen for tiden starter flere meter over sneen. På den ene eller den anden måde når man således op til Schöllijoch (3343m), 1 time. Herfra op over en kort klippegrat og videre over grusplateauet til toppen af Schöllihorn, ½ time. Ialt 2½ time i opstigning, 2 timer i nedstigning.
B) NW-graten fra Turtmannhütte via Schöllijoch. 3 timer, L, 980hm.
Den letteste top, der kan bestiges fra Turtmannhütte.
Fra Turtmannhütte, 2519m, fører en sti op til foden af Barrwang, en stejl klippevæg ved Brunegggletschers munding. Stien fører op gennem en tydelig couloir i væggen og op i en lille morænedal ovenfor. Man stiger op på den nordlige sidemoræne og følger denne til det store snefelt nedenfor Schöllijoch. Dette omgås mod nord, og over et lille klippeparti når man passet (3343m), 2 timer 15 min. Herfra op over en kort klippegrat og videre over grusplateauet til toppen af Schöllihorn, ½ time. Ialt 3 timer i opstigning, 2 timer i nedstigning.
C) S-graten fra Bruneggjoch. 20 min, L, 134hm.
Denne rute er kun aktuel i forbindelse med en overskridning til Brunegghorn, og sammen med rute A) er dette den simpleste tilgang fra Topalihütte til Bruneggjoch. Fra Turtmannhütte kan Bruneggjoch ganske vist nås over Brunegggletscher på tre timer, men det er ikke meget hurtigere end at følge rute B) over Schöllijoch og derefter overskride Schöllihorn.
Fra Bruneggjoch, 3365m, stiger man op over klippegraten, idet man holder sig så tæt til gratkanten som muligt for at undgå det løse grus i flankerne. Ialt 20 min. fra Bruneggjoch, 3½ time fra Turtmannhütte.
|