Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Zinalrothorn
 
 Opdateret 10-10-04  
Roccia Nera

Zinalrothorn    4221m

Zinalrothorn set fra Unter Gabelhorn

Zinalrothorn set fra Unter Gabelhorn (S), med Wellenkuppe til venstre.

Zinalrothorn er et blandt alpinister ganske velkendt bjerg mellem Weisshorn og Dent Blanche, og kendt i disse kredse for sin fortræffelige gnejs, der gør bjerget til nok til bedste klatrebjerg i den lange bjergkæde der adskiller Mattertal fra Val de Zinal. Der er ingen lette ruter på bjerget, og selv den letteste rute, fra Zermatt-siden, indebærer obligatorisk klatring af III-°.

Førstebesteget: 1864 (N-graten)
Kort: Blad 1327 Evolène og 1328 Randa
Fører: SAC Walliser Alpen bind 3, R.589ff

A) SE-graten fra Rothornhütte. 4 timer, WS+, III-°, 1023hm.
  Normalvejen fra Zermatt er en ganske afvekslende rute, og også en anbefalelsesværdig rute for nedstigning.
  Fra Rothornhütte, 3198m, stiger man mod NNE, tæt under klippevæggen der dannes af den grat der falder mod syd fra P.3786, indtil man befinder sig i lodlinien under dette punkt. Her befinder sig et normalt snedækket klippefremspring, der giver let adgang til den omtalte grat. Man bestiger dette klippefremspring idet man stiger skråt op mod venstre og således når graten ved Frühstücksplatz. Herfra let op over et snehæng til P.3786 hvor den egentlige SE-grat begynder, 2 timer. Man følger nu denne snegrat en halv times tid til man når de første klipper. Man stiger nu op over de to første grattrin, hvorefter man følger et klippebånd, der krydser tværs over S-flanken på Zinalrothorn, og når en snæver snecouloir, der falder af fra Rothorngrat (SW-graten). Man klatrer op gennem denne couloir og når SW-graten i en sadel (Gabel), umiddelbart til højre for et tvedelt klippetårn, ½ time. Herfra er ruten fælles med Rothorngrat. Man klatrer nu 40m direkte op over graten til foden af et stejlt, ca. 15m højt tårn. Dette tårn omgås mod venstre, idet man stiger gennem et art vindue, stiger et par trin ned og når frem til Binerplatte, som man traverserer ved hjælp af et skråt riss (III-°). På den anden side fører en isribbe eller platterne umiddelbart til højre atter op til graten. Det næste mindre tårn omgås let til venstre, hvorefter man når frem til Kanzel, et større klippetårn der eksponeret omgås til højre, hvorefter lette klipper fører til højeste punkt, 1 time. Ialt 4 timer i opstigning, 3½ time i nedstigning.

B) N-graten fra Cabane du Mountet. 5 timer, ZS, III°, 1335hm.
  En klassisk rute med flot klatring op over den øvre del af graten. Normalruten fra Zinal og muligvis den bedste normalrute på bjerget.
  Fra Cabane du Mountet, 2886m, fører en god sti et par hundrede meter mod SE til Glacier du Mountets sidemoræne, som man følger hele vejen op til umiddelbart under Forcle (3188m). Her stiger man ud på gletscheren, idet man i nordøstlig retning, senere øst, holder sig tæt under Blanc de Momings klippevæg. Hvor klippevæggen til sidst viger for en snegrat krydser man bergschrunden og stiger op på Arête du Blanc, nær P.3732. Herfra følger man snegraten til skulderen (L'Epaule, 4017m), 3 timer. Nu følger man den til at begynde med lette klippegrat til det første klippetårn Gendarme du Déjeuner, der let omgås venstre om. Graten bliver nu smallere og fører til et smalt og skarpt tårn Le Rasoir, som man så vidt muligt overskrider direkte (III°), men som dog kan omgås til højre (Mountet). Videre ad graten følger et ca. 10m højt karakteristisk tårn Sphinx, der omgås mod højre ad smalle klippebånd (III°). Nu følger Bourrique, et vandret men knivskarpt gratparti, der over 30-40m kun er få cm bredt. Denne passage klatres bedst sideværts, med friktion på de stejle sider og gratkanten som greb, først på østsiden og senere på vestsiden af graten. Man kan også 'ride' hen over graten, hvilket dog både er mindre elegant og mindre sikkert. Herefter står man så foran Bosse, det sidste og største tårn af 40 meters højde, som man bestiger direkte (III°), idet man omgår evt. vanskeligheder mod højre (Mountet). Til slut ad den nu lette grat til toppen af Zinalrothorn, 2 timer. Ialt 5 timer i opstigning, 4 timer i nedstigning.

C) SW-graten (Rothorngrat) fra Cabane du Mountet via Ober Rothornjoch. 7 timer, S-, IV-°, 1335hm.
  Denne grat, der kaldes Rothorngrat i Zermatt må siges at byde på den bedste klatring på Zinalrothorn og er måske den bedste gratklatrerute i hele Zermatt-området. Graten består af en fortrinlig, bombefast og ru gnejs, der takket være den sydvendte position hurtigt bliver klatrebar efter dårligt vejr. Hvis muligt lønner det sig at overskride samtlige klippetårne undervejs.
  Fra Cabane du Mountet, 2886m, fører en god sti et par hundrede meter mod SE til Glacier du Mountets sidemoræne, som man følger hele vejen op til umiddelbart under Forcle (3188m). Her stiger man ud på gletscheren, forlader normalruten og stiger i sydøstlig retning op over Glacier du Mountet i retning mod den store klippebastion der kommer ned fra Pointe du Mountet, idet man søger sig den bedste vej over den spaltefyldte gletscher. Man når op i faldlinien af Ober Rothornjoch og ser her den lille snecouloir der kommer ned fra passet. Man benytter dog ikke couloiren, men klatrer op over klipperne N for couloiren og når således starten af Zinalrothorns SW-grat, 3 timer. Nu følger man klippegraten i fantastisk flot klatring hele vejen til toppen. Et første trin bestiges direkte (III°), og ligeså den efterfølgende første gendarm (klippetårn). Anden gendarm omgås til venstre, hvorefter en kamin fører op til graten (IV-°). Tredie gendarm overskrides, og de følgende gendarmer kan enten overskrides (IV-°-IV+°), eller omgås mod venstre (III-°). Den sidste, tvedelte gendarm kan ligeledes omgås til venstre, hvorefter man når frem til Gabel hvor man møder normalvejen fra Zermatt, der kommer op gennem en couloir fra højre, 3 timer. Herfra følger man rute A) til toppen. Det stejle tårn ovenfor Binerplatte kan bestiges direkte, idet man omgår spidsen af tårnet mod højre i let overhængende klippe (V-°). Ellers som ovenfor angivet til højeste punkt, 1 time. Ialt 7 timer i opstigning.
Variant: Rothorngrat kan også nås fra Rothornhütte, idet man herfra stiger op i Col du Mountet eller Unter Rothornjoch, hvorefter man omgår Pointe du Mountet på østsiden for at nå frem til Ober Rothornjoch. Denne tilgang lægger 1-2 timer til ovennævnte tider.

Zinalrothorn set fra Unter Gabelhorn.

Interne links:

Rothornhütte
Cabane du Mountet
Bjerghytter
Egen bestigning af Zinalrothorn
Galleri: Rothorngrat
Bjergbestigning i Mattertal
Bjergbestigning i Val d'Anniviers
Generel information om Mattertal
Generel information om Val d'Anniviers
Eksterne links:

Cabane du Mountet
Turistinformation Zermatt
Turistinformation Zinal
Zermatt webcams
SAC bjerghytter