|
Schneefernerkopf set fra SonnAlpin i Reintal (NE). |
Schneefernerkopf
er næsthøjeste bjerg i Wettersteingebirge og beliggende som en værdig afslutning af den lange Reintal. Fra denne side bestiges bjerget let, hvorimod vestsiden falder af med stejle klippevægge mod Ehrwald i Østrig. Udsigten fra Schneefernerkopf er ikke nævneværdigt ringere end fra Zugspitze, og her har man ofte bjerget for sig selv.
Førstebesteget: ukendt |
A) NE-graten fra Knorrhütte via Schneefernerscharte. 2½ time, WS-, I°, 822hm. Normalvejen på Schneefernerkopf er en lønnende rute fra Knorrhütte, der stedvist indbefatter lettere klatring. Alle vanskelige passager er dog sikret med stålkabler og kunstige trin på udsatte steder. Fra Knorrhütte, 2052m, fører en udmærket sti mod NW op over Zugspitzplatt til skisportscentret SonnAlpin, 2590m, 1½ time. Hertil også med bjergbanen fra Garmisch-Partenkirchen og Eibsee. Fra SonnAlpin stiger man mod vest op over blokmark, snefelter og de sørgelige rester af Schneeferner til Schneefernerscharte. Til venstre for scharten fører den markerede rute op over klippesiden (I°), sikret med stålkabler på alle udsatte steder, og op på Schneefernerkopfs nordskulder, 2836m, hvor topstationen for en stolelift befinder sig. Man stiger et par meter ned i en lille sadel og følger herefter den lette grat til højeste punkt, 1 time. Ialt 2½ time i opstigning, 2 timer i nedstigning. B) E-flanken fra Knorrhütte. 2½ time, WS, 40°, 822hm. Dette er en mere direkte rute, der dog kun kan anbefales når der ligger sne i flanken. En velegnet rute for en vinterbestigning af Schneefernerkopf. Fra Knorrhütte, 2052m, fører en udmærket sti mod NW op over Zugspitzplatt til skisportscentret SonnAlpin, 2590m, 1½ time. Hertil også med bjergbanen fra Garmisch-Partenkirchen og Eibsee. Fra SonnAlpin stiger man mod sydvest i retning mod Schneefernerkopf. Til højre for toppens faldlinie befinder sig et lille men stejlt snefelt som man stiger direkte op over. Dette snefelt benyttes dog også af skiløbere fra stoleliften, hvorfor man bør holde udkig opad. Fra toppen af snefeltet fører en kort højretravers til den lille sadel mellem nordskulderen og højeste punkt, og man følger herefter den ofte isede grat til toppen, 1 time. Ialt 2½ time i opstigning, 2 timer i nedstigning. |
Blog 25-11-07: Vordere Blaue Gumpe forsvundet Egen bestigning af Schneefernerkopf Artikel: Til afterparty i Reintalangerhütte Galleri: Foråstur i Wetterstein |
|