|
Udgangspunkt for bestigning af Becs de Bosson, Pointe de Tsavolire og Sasseneire. Pasovergange: Beliggende ovenfor passet mellem Moiry og Evolène i Val d'Hérens. Bygget: 1997 Kapacitet: 50 personer Vinterrum: Nej; hytten dog åben en del af vinteren Ejer: privat Telefon: +41 (027) 281 39 40 |
Tilgang fra Grimentz via Bendolla:
Fra Bendolla, 2130m (svævebane fra Grimentz), følger man kørevejen til topstationen for stoleliften på Les Crêts, 2336m. Herfra fører en god sti i let stigning op over Pointe de Lonas NE- og SE-flanker og når således frem til Alpe Lona, 2669m, 1½ time. Man følger stien mod vest et kvarters tid, frem til en vejgaffel hvor man drejer til højre og stiger op i Pas de Lona, 2787m, ½ time. Herfra fører en markeret sti mod nord i retning af Becs de Bosson og frem til hytten, som man først ser i sidste øjeblik, ½ time. Ialt 3 timer fra Bendolla, 2 timer i nedstigning.
Tilgang fra Moiry: Fra dæmningen ved Moiry, 2250m, fører en grusvej op over den vestlige søbred til en gård på Alp Moiry, 2481m, ¾ time. Fra gården fører en bred sti videre rundt om Motta Blantse og gennem Les Giettes op til Basset de Lona, passet mellem Sex de Marinda og Diablon, 2792m, 1 time. På den anden side stiger man ned over adskillige serpentiner til det store græsklædte plateau Lona, passerer højre om Lac de Lona og når så frem til en vejgaffel hvor man drejer til venstre og stiger op i Pas de Lona, 2787m, ¾ time. Herfra som ovenfor angivet til hytten, ½ time. Ialt 3½ time fra Moiry, 2½ time i nedstigning. Tilgang fra Evolène: Fra Evolène, 1371m, fører en asfaltvej til landsbyen Fourcla på sæteren Volovron. Herfra fører en sti først direkte op over græsmarkerne og drejer så ind i skoven, hvor den i behagelig stigning fører mod nord op gennem skoven. Ovenfor Arolec kommer stien op over skovgrænsen, krydser Grand Torrent og møder her en grusvej der fører op til barakbyen L'A Vieille, 2368m, 2½ time. Herfra fører en udmærket sti mod øst i jævn stigning op til Pas de Lona, 2787m, 1½ time. Herfra som ovenfor angivet til hytten, ½ time. Ialt 5 timer fra Evolène, 3½ time i nedstigning. |
Hytteindex Guide Becs de Bosson |
Turistinformation Val d'Anniviers |