|
Udgangspunkt for bestigning af Täschhorn og Kinhorn. Pasovergange: Ingen praktisk anvendelige pasovergange. Bygget: 2002 Kapacitet: 36 personer Vinterrum: Nej Ejer: Privat Telefon: +41 (027) 967 86 18 |
Historie:
Kinhütte blev i begyndelsen af det 20. århundrede opført for at tjene som udgangspunkt for bestigning af Täschhorn. Dengang dækkede Kingletscher hele Täschhorns NW-flanke, sådan som det stadig er tilfældet med Dom. Med den afsmeltende gletscher blev denne rute dog vanskeligere, og da man i 1945 indviede Täschhütte blev SE-graten den nye normalvej på Täschhorn. I 1966 byggede man bivuakhytten i Mischabeljoch, der derved cementerede at der ikke længere var behov for en hytte ved Kin. Kort efter blev hytten opgivet af SAC og overladt til forfald. I 1980'erne blev hytten overtaget af kraftværket Grande Dixence SA, der brugte den som mandskabsbarak ved anlæg af en rørledning i området, og en halv snes år senere blev hytten overtaget af bjergføreren Viktor Imboden, der genopbyggede hytten fra grunden. Den nye hytte blev indviet 20. juli 2002.
Tilgang fra Randa: Fra Randa (1408m) stiger man op til kirken og fortsætter bag denne op ad en lille brolagt vej. Denne bliver hurtigt til en sti, som krydser op over markerne til Dorfbach. Man krydser dog ikke bækken, men stiger i stedet op gennem skoven mod syd, senere sydøst. I omkring 1980m deler vejen sig, og man vælger den højre, der i snævre serpentiner stiger lige op gennem skoven til vandrestien Tour de Monte Rosa (2200m), 2 timer. Herfra fortsætter man op over skråningen til klipperne ved Tierfäd. Stien fortsætter op gennem en stejl græsrende og munder så ud på den stejle skrænt ovenfor Kintole. Stien traverserer skrænten ad naturlige bånd og fører herefter op over et stejlt græshæng til hytten på toppen af hænget, 1½ time. Ialt 4 timer fra Randa, 1½ time i nedstigning. |
Hytteindex Guide Täschhorn |
Turistinformation Randa SAC bjerghytter |