|
Udgangspunkt for bestigning af Barrhörner og Schöllihorn. Pasovergange: Over Schöllijoch (3343m) til Turtmanntal. Bygget: 2003 Kapacitet: 44 personer Ejer: SAC sektion Genève Telefon: +41 (027) 956 21 72 Mail: reto.albrecht@freesurf.ch |
Bemærk:
Topalihütte er genåbnet i 2003 efter branden i 1998 og kan nu atter benyttes.
Tilgang fra St. Niklaus: Fra St. Niklaus (1127m) følger man landevejen vest for floden til Ze Schwidernu (1163m), 20 min. Fra parkeringspladsen ved det lille kapel fører en lille sti op over den frodige eng til og gennem lavinevolden. Inde i skoven bliver stien mere tydelig og fører nu stejlt op over bjergsiden. I 1360m deler stien sig, og man vælger den venstre, der stiger diagonalt op over bjergsiden til en lille pasagtig formation (ca. 1530m), 1 time. Få meter til venstre for passet er et lille udsigtspunkt, hvorfra man kan se hytten over en km højere oppe. Stien traverserer nu et stejlt græshæng, krydser en lille bæk og fører så frem til Blattbach, som krydses på en bro. Nu fortsætter stien stejlt op gennem skoven på den anden side, for højere oppe at krydse Blattbachs sydlige gren (1978m), 1 time. Kort efter krydses Blattbachs nordlige gren på en bro i en slugt og vi når frem til Unnerbächji, 15 min. Stien fører nu mindre stejlt op over bjergryggen ovenfor, med fantastisk udsigt over Mattertal, og frem til plateauet Scheidchrommo nedenfor Stelligletscher, 1 time. Man krydser afløbene fra de to Stelligletschere og stiger herefter op over et hæng med store klippeblokke til Topalihütte, 1 time. Ialt 5 timer fra St. Niklaus, 3 timer i nedstigning.
Tilgang fra Jungu:
Fra Jungu (1955m) er der i 2003 åbnet en ny vandresti op gennem Jungtal til Junggletscher. Stien fører videre langs denne og op til passet Wasulicke (3114m), der overskrides, 4 timer. På den modsatte side stiger man ned i Wasmutälli, en lille sidedal der krydses mod syd til en lille sadel NW for P.2970. i Wasuhorns SE-grat. Herfra i sydvestlig retning forbi de små søer for foden af Obere Stelligletscher og videre ned over skråningen til Untere Stelligletscher. Denne krydses mod SE til den sydlige morænekam, hvorefter man traverserer flanken direkte frem til Topalihütte, 1½ time. Ialt 5½ time fra Jungu, 4 timer i nedstigning.
|
Hytteindex Guide Üssers Barrhorn Guide Inners Barrhorn Guide Schöllihorn |
Topalihütte Turistinformation St. Niklaus SAC bjerghytter |