|
Alborz bjergkæden har en udstrækning på omkring 500 km og er uden tvivl den mest betydningsfulde bjergkæde i Iran. Ikke blot fordi man her finder Irans højeste bjerg Damavand, men også fordi man i Alborz finder en stor variation af bjerge, lige fra lette vandretoppe til store massiver med høje og stejle klippevægge. Alborz danner den sydlige kyst af det Kaspiske Hav, hvorfor der således er en højdeforskel på 5700 meter på en temmelig kort afstand. Nordsiden af Alborz er derfor ofte dækket af skyer, og de nedre dele af bjergene er her skovklædt. På sydsiden er der derimod mere tørt med steppeagtig karakter. Irans hovedstad Teheran ligger lige midtfor på den sydlige side, og størstedelen af Alborz har en veludbygget infrastruktur, der gør det let at komme til og fra bjergene.
Teheran er således den naturlige basis for alle bestigninger fra syd i Alborz, og således også for Damavand, med 5671 meter det højeste bjerg i Iran. Her kører man to-tre timer med bil fra Teheran til Reyneh eller Polour, hvorfra bestigningen finder sted over sydsiden. Et andet populært bjerg, sandsynligvis den mest bestegne top i Iran overhovedet, er Tochal (3957m), der er det højeste punkt i den lille bjerggruppe af samme navn umiddelbart nord for Teheran. Især om fredagen bliver bjerget overstrømmet af vandrere, der til fods eller med svævebanen bestiger bjerget som dagtur.
|
|
Bjergbestigning i Iran Rutebeskrivelser Egne bestigninger |
Officiel iransk side om bjergbestigning i Iran Dansk Bjergklub |