De store bjergkæder Alborz og Zagros afgrænser det iranske højland mod nord og vest, og tager samtidig så godt som al nedbøren, hvorfor dette bagvedliggende højland i større eller mindre grad henligger som ørken. Men også i disse hede og tørre egne finder man bjerge, og med stor sandsynlighed er der massevis af disse bjerge der er ubestegne, ligesom der uden tvivl er masser af ukendte klippevægge med klatring af god kvalitet, der blot ligger og venter på at blive opdaget. Mange af bjergene i Irans ørkenegne ligger som øer i et hav af sand eller stenet ørken, og for mange af bjergenes vedkommende vil det være nødvendigt at have en jeep eller lignende for at komme blot i nærheden af bjergene. Der er dog en del af bjergene der er forholdsvis lette at nå, og det er en række bjerge i en nogenlunde lige linie mellem Qom og Yazd, parallelt med Zagros bjergene. Der er både hovedvej og jernbane der forbinder disse to byer, og så længe man holder sig til denne række af bjerge kan man som regel finde en by som udgangspunkt for en bestigning.

Kouh Soffeh - et ganske typisk eksempel på Irans ørkenbjerge.

Der er således flere byer som kan tjene som udgangspunkt. I nord kan man med udgangspunkt i Kashan tage til den mindre by Abyaneh, hvorfra man kan bestige Mt. Karkas (3899m), og opholder man sig i Yazd kan man tage til Taft, hvorfra man kan bestige Mt. Sir, der med 4074 meter er det højeste af disse ørkenbjerge. Bjergene behøver dog ikke være så høje for at give en god bjergmæssig oplevelse. Landskabet som sådan er ofte fladt, hvilket gør at nærliggende bjerge virker meget markante, og således kan en blot 2340 meter høj top som Kouh Soffeh uden for Isfahan virke som et ganske højt bjerg. Endelig bør jeg også nævne Kuh-e Taftan (4042m). Dette bjerg, der er en stadig aktiv vulkan, står helt isoleret i ørkenen nær den pakistanske grænse og kan bestiges med udfgangspunkt i Zahedan. Man må dog selv finde en løsning på, hvordan man kommer de 30 km ind til bjerget fra den nærmeste landevej.
Selv om der er tale om lette bjerge som man kan bestige ganske impulsivt, har jeg selv kun besteget et enkelt, som også er beskrevet her på Via Alpina, nemlig Kouh Soffeh.