Iran er et ganske bjergrigt land, hvilket vel kun de færreste tænker over til daglig. Landet har en udstrækning af 2.400 km fra nordvest til sydøst og rummer indenfor sine grænser to bjergkæder, hvoraf den længste, Zagrosbjergene, har en længde af hele 1.500 km, eller næsten dobbelt så lang som Alperne. Iran kan bryste sig af over hundrede bjerge højere end 4000 meter, og det højeste af dem, Damavand, er med sine 5671 meter det højeste bjerg i den vestlige del af Asien.
Idet bjergene er en så naturlig del af landet er bjergvandring og bjergbestigning også en naturlig ting for mange iranere. Dette skyldes også at en større del af bjergene i Iran har form af afrundede højdedrag, der måske nok kan have sine stejle sider, men næsten altid har en let side man kan komme op ad. Især om sommeren er der mange der flygter fra heden i de store byer eller fra egnene nær den Persiske Golf til de mere kølige højder i bjergene. Efter den islamiske revolution i 1979 ses bjergene dog også i stigende grad som et fristed, hvor man for en dag eller to kan lægge den politiske kontrol bag sig.

   

Bjergbestigning kan trods de mange udøvere dog ikke kaldes en egentlig folkesport i Iran. Alligevel er bjergsporten velorganiseret gennem den iranske bjergklub, der har adskillige tusinde medlemmer. Denne bjergklub har en temmelig løs struktur, hvilket man let kan forstå når man tænker på de store afstande der er i Iran. Som oftest er man medlem af den lokale bjergklub, der selv står for sine arrangementer, mens hovedafdelingen i Teheran primært tilgodeser bjergbestigning på landsplan, eksempelvis ved at stå for konkurrenceklatring og som organisator af bjergbestigningsekspeditioner til Himalaya og andetsteds. Herudover leverer hovedkontoret selvfølgelig også rådgivning til sine medlemmer.
Regionsmæssigt kan Iran deles ind i fire områder, hvad bjerge angår. Dels den lange vidtstrakte bjergkæde Zagros langt grænsen til Irak og ud til Golfen, dels den korte, men meget koncentrerede bjergkæde Alborz ud til det Kaspiske Hav, dels det lille massiv Sabalan op mod den azerbaijanske grænse, og endelig de mange isolerede bjerge der ligger spredt ud over det iranske højland mellem Zagros bjergene og Afghanistan.

Alborz Zagros Sabalan Ørkenbjerge

   

Sabalan er i modsætning til Alborz og Zagros bjergene, der er store vel afgrænsede bjergkæder, et lille bjergmassiv for sig. I bund og grund var Sabalan blot en enkelt vulkan af temmelig stor udstrækning, men vulkanen har i lang tid været udslukt, og er i den forløbne tid blevet nedbrudt til et separat lille massiv, med selvstændige grater og bjergrygge og individuelle toppe. Det er dog stadig kernen af vulkanen, Sabalan Kouh - med 4821 meter Irans trediehøjeste bjerg - der tiltrækker sig den største interesse, men der findes også mange andre gode bjerge indenfor et velafgrænset område. Udgangspunktet for ture i Sabalan-massivet er Ardabil. Mere...
 
Ørkenbjerge Også de resterende dele af Iran har bjerge, blot ikke så velafgrænsede som de ovenfor nævnte områder. Den centrale og østlige del af Iran udgøres af et højland, der mere eller mindre har ørkenagtig karakter, beskyttet mod nedbør som det er af Zagros og Alborz bjergene. Parallelt med Zagros bjergene finder man her en række individuelle bjerge, der nærmest står som øer i ørkensandet, ligesom man ude i selve ørkenen kan finde selvstændige toppe eller små massiver. Et at de mest udprægede eksempler på det sidstnævnte er den stadig aktive vulkan Kuh-e Taftan nær den pakistanske grænse. Der er dog langt mellem vejene i hele dette område, og for en stor del af bjergenes vedkommende vil det være essentielt at have adgang til en jeep eller et andet terrængående køretøj for overhovedet at nå frem til foden af bjergene. Mere...