Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Ukendt top
(Alvarez)
 Uploaded 31-08-04  
Roccia Nera

Ukendt top (Alvarez)    3515m

Den ukendte top ved Alvarez pisteski set fra Alvarez pisteski.

Den ukendte top ved Alvarez pisteski set fra Alvarez pisteski (W).

Ukendt top (Alvarez) - denne top er det højeste punkt på den lange grat der adskiller den nedre del af dalen ovenfor Alvarez fra dalen ovenfor Vali Darreh i Sabalan-massivet. Set fra Alvarez et ganske markant bjerg, men fra NW blot en lang udløber fra Sabalan Kouh. Toppen kan bestiges fra alle sider, men nås simplest fra Alvarez pisteski.

Førstebesteget: ukendt
Kort: ukendt
Fører: findes ikke

A) NW-graten fra Sara'eyn via Alvarez pisteski. 2 timer, L, 415hm.
  Den lettest tilgængelige rute på bjerget, hvorfra man har et udmærket overblik over de sydøstlige dele af Sabalan-massivet.
  Fra Sara'eyn, 1700m, med taxa eller almindelig bil ca. 20 km kørsel gennem Alvarez til Alvarez pisteski, 3100m. Herfra vandrer man ad grusvejen mod NE og når op i et pas i den lange bjergryg overfor skiområdet, 3320m, 1 time. Fra passet følger man nu den ganske brede grat mod SE, idet man holder sig på den venstre side (NE) af gratkanten. Graten er bred og let, består af grus og småsten, og kun enkelte steder bryder mindre klippepartier den jævne overflade. Således når man frem til højeste punkt, der bestå af et ca. halvanden meter højt klippeparti, 1 time. Ialt 2 timer i opstigning fra Alvarez pisteski, 1½ time i nedstigning.

B) SE-graten fra Alvarez. L.
  Den brede grat sænker sig fra den ukendte top mod SE og flader ud i bakkerne ovenfor Alvarez. Bjerget kan uden vanskeligheder bestiges fra denne side, hvilket giver mulighed for en overskridning af toppen. Man bør dog have logistikken i orden, i form af en bil der kan afhente en ved turens afslutning.
  Fra Alvarez, 2000m, med bil ad vejen mod Alvarez pisteski. Hvor vejen fører ind i dalen udvælger man sig et passende sted, hvorfra man til fods stiger op på den brede SE-grat. Denne grat følger man herefter uden vanskeligheder til højeste punkt. Eksempelvis kan man starte ved et markant serpentinsving, hvor asfaltvejen kommer ret så tæt på graten, herfra er der antageligt 3-4 timers vandring til toppen.

Den ukendte top ved Alvarez pisteski set fra Alvarez pisteski.

Interne links:

Egen bestigning af Ukendt top (Alvarez)
Bjergbestigning i Iran
Bjergbestigning i Sabalan massivet
Eksterne links:

Officiel iransk side om bjergbestigning i Iran