Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Ukendt top
(Sabalan)
 Uploaded 31-08-04  
Roccia Nera

Ukendt top (Sabalan)    3805m

Den ukendte top ved Sabalan Kouh set fra gratryggen ovenfor Alvarez pisteski.

Den ukendte top ved Sabalan Kouh set fra gratryggen ovenfor Alvarez pisteski (S).

Ukendt top (Sabalan) - denne top ligger 5 km SE for Sabalan Kouh, højeste punkt i Sabalan-massivet mellem Alborz og Kaukasus. Denne ukendte top er trods sin lidenhed et af de smukkeste bjerge i dalen ovenfor Vali Darreh. Der er flere indlysende ruter der fører til toppen, og bjerget bestiges bedst i begyndelsen af sæsonen.

Førstebesteget: ukendt
Kort: ukendt
Fører: findes ikke

A) NW-graten fra Sara'eyn via Alvarez pisteski. 5 timer, L, ca.800hm.
  NW-graten er den letteste rute på bjerget og kan ideelt set kombineres med en bestigning af Sabalan Kouh den følgende dag. Tilgangen er dog forholdsvis lang, så hvis man kun agter at bestige den her beskrevne top vil man med fordel kunne vælge en af de andre ruter.
  Fra Sara'eyn, 1700m, med taxa eller almindelig bil ca. 20 km kørsel gennem Alvarez til Alvarez pisteski, 3100m. Herfra vandrer man ad grusvejen mod NE og når op i et pas i den lange bjergryg overfor skiområdet, 3320m. Fra passet stiger man uden sti mod N ned i den næste dal indtil man når grusvejen der fører op gennem denne dal, ca. 3200m, 2 timer. Man følger denne grusvej op i gradvist mere stenet terræn i retning af Sabalan Kouh. Vejen drejer op til højre i passet mellem Sabalan Kouh og den her beskrevne, ukendte top SE for Sabalan Kouh, ca. 3500m, 2 timer. Herfra stiger man i sydlig retning op over blokmark til den brede og lette NW-grat som man følger til toppen, 1 time. Ialt 5 timer i opstigning fra Alvarez pisteski, 3½ time i nedstigning.

B) S-flanken og SE-graten fra Sara'eyn via Alvarez pisteski. 3½ time, L+, ca.800hm.
  Dette er den mest direkte rute på bjerget, som i de øvre dele fører op over en grat med enkelte klatrepassager.
  Fra Sara'eyn, 1700m, til Alvarez pisteski, 3100m. Herfra følger man rute A) over passet til den næste dal og frem til grusvejen i ca. 3200m, 2 timer. S-flanken rejser sig her umiddelbart over én, og man ser tydeligt en samling små grattårne i SE-graten. Man stiger nu direkte op over flanken i retning af disse grattårne, idet man evt. krydser et par snefelter. Som man nærmer sig grattårnene bliver flanken stejlere og mere løs, og man holder her ud til højre for i en bue at nå direkte op til grattårnene, 1 time. Nu følger man den brede grat, der for det meste består af grus og småsten og er ganske let. Man overskrider flere grattårne undervejs i stedvist let klatring, idet man omgår evt. vanskeligheder i den løse SW-flanke, og når således frem til højeste punkt, ½ time. Ialt 3½ time i opstigning fra Alvarez pisteski, 2½ time i nedstigning.

C) W-couloiren og NW-graten fra Sara'eyn via Alvarez pisteski. 4½ time, WS, ca.800hm.
  Denne lille couloir er nok den mest karakteristiske facet på bjerget og byder på en spændende og afvekslende rute.
  Fra Sara'eyn, 1700m, til Alvarez pisteski, 3100m. Herfra følger man rute A) over passet til den næste dal og frem til grusvejen i ca. 3200m, 2 timer. Man fortsætter nu ad denne grusvej mod NW indtil man står nedenfor couloiren. Her forlader man grusvejen og stiger op over flanken i retning af couloiren, og ved hjælp af et par snefelter når man foden af denne. Man stiger nu direkte op gennem den ca. 300m høje couloir, der i begyndelsen hælder omkring 35°, men siden stiger til godt 40° inden man laver udstigning direkte på NW-graten, 2 timer. Herefter op over den brede og lette grat til toppen, som man når på et kvarters tid. Ialt 4½ time i opstigning fra Alvarez pisteski.

D) Tilgang til bjerget via Vali Darreh.
  Har man adgang til en bil med firehjulstræk er det muligt at forkorte tilgangen til de ovennævnte ruter ved at køre ind til bjerget via Vali Darreh.
  Fra Sara'eyn, 1700m, kører man med bil som ovenfor til Alvarez og herfra mod NE til Vali Darreh, 1900m, hertil også med almindelig bil. Fra Vali Darreh fører en grusvej mod NW og direkte i retning af Sabalan Kouh. Man kører op ad denne grusvej og når rute A) i ca. 3200 meters højde. Herfra kan man let nå rute B) og C), og hvis der ikke er for meget sne er det med en jeep muligt at køre helt op i passet, ca. 3500m, hvorfra man kan fortsætte til fods ad rute A). Bestigningstid 1-2 timer fra bilen, afhængigt af rutevalg.

Den ukendte top ved Sabalan Kouh set fra gratryggen ovenfor Alvarez pisteski.

Interne links:

Egen bestigning af Ukendt top (Sabalan)
Bjergbestigning i Iran
Bjergbestigning i Sabalan massivet
Eksterne links:

Officiel iransk side om bjergbestigning i Iran