Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 22. nov. 2000
 
Index    Dette tema 

  Bjørn Pierri Enevoldsen udstiller i Bredgade Onsdag, 22.11.00

Lige for tiden kan man i Galerie Susanne Højriis, Bredgade 63,1 i København, beskue en stribe bjergtagende malerier af Bjørn Pierri Enevoldsen. Karakteristisk for Bjørn er at han maler meget naturtro eller nærmere fotorealistisk, og på sin egen måde formår at skabe en slags tredimensionel gengivelse i sine malerier. Men på samme tid undgår han bevidst elementer som kan afsløre proportioner og størrelsesforhold. I 1995 skabte han en serie malerier under titlen "Blow Up" som forestiller ildskyer fra benzineksplosioner på en blå himmel, og hvor det var umuligt at bedømme afstanden til ildkuglerne. Og med sin nye serie "4000+ - vertikale landskaber" formår han det samme. Det er utroligt realistiske billeder af forrevne bjergtinder og sne- og islandskaber han udstiller, og ved første øjekast virker billedet bekendt. Men ved næste øjekast tænker man: Hvad er det nu egentlig for et bjerg, og efterhånden kommer man i tvivl om, hvorvidt klippetårnet på billedet nu er fem eller femoghalvfjerds meter højt. Præcis som man oplever det under en bjergbestigning: det store bliver småt og omvendt. Og hvis nu man skulle være så uheldig, at man aldrig har været på et rigtigt bjerg, så bør man gøre sig selv den tjeneste at aflægge galleriet et besøg - det er næsten som at være der selv. Udstillingen kan beses indtil 4. december.
Bjørn Pierri Enevoldsen