Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 22. jan. 2001
 
Index    Dette tema 

  Big Brother versus Baren Mandag, 22.01.01

Der er løbet meget vand i floden siden Otto Leisner var guruen i TV-underholdning. Fra at en quiz gik ud på at de medvirkende skulle demonstrere sin dygtighed og TV var på som underholdning, er det nu blevet sådan at man 100% skal tækkes kameraet, gerne med mere eller mindre halvtåbelige indslag, og uden respekt for den originale historie. Som i Robinson: hvis det skulle have noget med Robinson at gøre havde deltagerne selv skullet skaffe sig føden, og de havde kunnet koncentrere sig om at løse opgaverne i fællesskab, uden at skulle tækkes seerne derhjemme eller smede rænker mod modparten. Og næste skridt mod den absolutte fordummelse tages i dag, hvor TV3 blænder op for deres snageshow "Baren" hvor de fjorten delinkventer skal drive en bar på Axeltorv under 24-timers overvågning af 24 kameraer, og på søndag kommer TvDanmarks udgave med 10 personer som skal leve 100 dage i en container. Det skulle blive det helt store, som skulle lægge gaderne øde når programmerne transmitteres, siger producenterne. Gab, siger jeg bare. Hvis jeg er interesseret i at se hvordan det foregår i en bar, vil jeg besøge en bar live, og hverken på TV eller Internet. Og hvorfor skulle man betragte familieliv på TV når man i stedet kunne få den ægte vare sammen med børnene? Men "Baren" er kun interessant, blot fordi den er på TV. At være på TV bliver et mål i sig selv, uanset hvor lav fællesnævneren er. Men har man ikke andet i sin tilværelse at tage sig til, end at snage i andres liv fordi ens eget er for kedeligt, kan man da lukke op for sit TV eller klikke ind på disse links.
http://www.baren.tv3.dk/ Link ikke længere aktivt!
http://www.bigbrother.dk/ Link ikke længere aktivt!

Send kommentar til blog@viaalpina.dk.