|
|
Den franske skikrig blusser op igen
|
Onsdag, 24.01.01
|
Her gik man lige og troede at den franske skikrig endelig var blevet bilagt, efter at den
franske sportsminister her i december efter otte års stridigheder endelig rettede sig
efter kravet fra EU om at anerkende den danske skiinstruktøruddannelse, og således
ophøre med at forfølge de danske skiinstruktører med obstruktioner og
politianmeldelser når de udfører deres hverv på pisterne i Frankrig. Men i
ly af forhandlingerne på skiinstruktørsiden har franskmændene trukket en
anden front op, da det franske parlament 6.juli sidste år vedtog en lov, som forbyder
betalt undervisning, træning og underholdning af folk i forbindelse med fysisk
sportsudøvelse, hvis personen, der underviser, træner eller underholder, ikke er
godkendt af myndighederne. Og med afsæt i denne lov er det nu gået ud over de danske
skiguider, som bliver forhindret i at afholde pistevisninger, picknicks eller andre aktiviteter
på destinationerne. I mandags blev guider fra Lion Alpin og Ving Rejser anholdt af det
franske politi under en pistevisning i Val Thorens, og politiet agter at gennemgå samtlige
danske rejsebureauer som har folk på destinationerne. Så nu ser det ud til at
skikrigen kan køre videre adskillige år endnu. Og ikke nok med det, man kan frygte
at den på et tidspunkt vil brede sig til andre aktiviteter i bjergene som ikke
kræver at man har ski på benene: bjergvandring eller -bestigning med
danske guider, for eksempel.
Send kommentar til blog@viaalpina.dk.
|
|