|
|
Converse i betalingsstandsning
|
Torsdag, 25.01.01
|
Med bange anelser har jeg erfaret at den verdenskendte sportsartikelproducent Converse netop er
gået i betalingsstandsning. Med bange anelser, ja, for man har jo ofte set at en
betalingsstandsning har ført til konkurs og efterfølgende lukning. Og hvis
først Converse lukker biksen, hvem skal så sikre mig min regelmæssige
forsyning af gummisko? At krisen er seriøs ses tydeligt ved at Converse netop har solgt
sit hovedkvarter i North Reading for 15,1 millioner dollar for at betale af på sine
gældsposter. Imidlertid forventer Converse ifølge deres pressemeddelelse at de kan
ride stormen af ved at lukke deres tre fabrikker i USA og flytte hele produktionen til Asien,
hvor i forvejen over halvdelen af artiklerne bliver produceret. Ud over at spare en del
omkostninger herved bliver der også frigjort kapital som kan reinvesteres på en
bedre måde. Converse vil således overgå til, blot at være licensholder,
og overlade den amerikanske salgsafdeling til den nuværende repræsentant for Diesel.
Hvad det således vil betyde for den
enkelte kunde i fremtiden er dog uvist. Converse fortsætter med at forestå
leverancer frem til 15. juni, men herefter er det op til de enkelte repræsentanter
på verdensplan at skaffe varerne hjem. Chuck Taylor All Stars er dog fortsat den mest
solgte gummisko i USA, og man kan næppe forvente sig andet end at den også
fremover vil kunne købes, både i USA og verden over.
http://www.converse.com/info/pr/pr012201.html
Link ikke længere aktivt!
http://www.chucksrus.com/
Link ikke længere aktivt!
Send kommentar til blog@viaalpina.dk.
|
|