Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 28. jan. 2001
 
Index    Dette tema 

  "Ekspedition Polarcirklen" Søndag, 28.01.01

Det er åbenbart stadig på mode at alle og enhver skal lave deres egen ekspedition, og det gælder så, uanset hvilket niveau ekspeditionen ligger på. For mig har en ekspedition altid stået som en tur ud i grænselandet hvor man knap nok vidste hvad man belavede sig på, fordi der ikke eksisterede pålidelige informationer om det sted man skulle hen. Og der var også altid et farefuld element forbundet med gennemførelsen af denne ekspedition. Men at ekspeditionsbegrebet er relativt så jeg første gang i Lappland i 1980, hvor jeg mødte en gruppe svenskere, hver med et emblem med "Ekspedition Kebnekaise" påsyet deres fiberpelse. Til trods for at der går en markeret sti hele vejen til toppen, og der kun er en smule sne de sidste 70 meter. Eller det superudrustede franske "Mera Expedition" team jeg mødte på vej til selvsamme bjerg i 1990. Og i dag fortæller Søndagsavisen så om et ægtepar, som i en veludrustet campingvogn vil køre en tur langs Polarcirklen gennem Finland, Sverige og Norge. Og det skulle være en ekspedition? Helt ærligt, hvis de gjorde turen på ski kunne det måske nok være en ekspedition, men i en campingvogn med gasfyr og alle faciliteter? Når jeg til sammenligning har kørt flere uger på ski i Lappland langt nord for Polarcirklen, uden andre faciliteter end dem jeg kunne have i rygsækken. Men for mig var det jo ikke en ekspedition, det var jo bare en "tur". Jeg kan ikke undgå at tænke: Hvor lav en fællesnævner kan man finde?
http://www.campingferie.dk

Send kommentar til blog@viaalpina.dk.