|
|
Endnu et himmellegeme får besøg fra Jorden
|
Tirsdag, 13.02.01
|
Vi bliver lidt i rummets verden. Om det var inspireret af søndagens vellykkede udbygning
af rumstationen ISS vides ikke, men i går blev succesen fulgt op med en vellykket landing
på den lille asteroide Eros, hvilket er første gang nogensinde at det er lykkedes
at landsætte en rumsonde på en asteroide. Rumsonden NEAR Shoemaker, som er på
størrelse med en bus, har nu i et års tid kredset omkring Eros og fulgt den
på nærmeste hold fra en bane 50 kilometer over den kartoffelformede asteroide. NEAR
er en forkortelse for NEar Asteroid Rendezvous, og dens mission har været at tage bunker
af nærbilleder af den 13 gange 33 km store sten som udgør asteroiden. Og nu hvor
missionen var tilendebragt ville man prøve at høste lidt ekstra erfaring ved at
forsøge at bringe rumsonden til landing på Eros. Ingen nem omgave, da sonden slet
ikke er konstrueret til at skulle lande, men takket være den ekstremt lave tyngdekraft
på kun en tusindedel af Jordens lykkedes det at få sonden bragt til landing uden at
der skete skade på hverken sonde eller asteroide. Og efter landingen har man fortsat
radiokontakt med sonden, selv om kommunikationen foregår temmelig langsomt, da det tager
et radiosignal sytten et halvt minut at nå frem.
http://near.jhuapl.edu
Send kommentar til blog@viaalpina.dk.
|
|