|
|
Mere pli i telefonen, tak
|
Torsdag, 22.02.01
|
Selv om jeg plejer at have en optimistisk indstilling synes jeg alligevel der må
være plads til et lille hjertesuk. Og det drejer sig om, at den udbredte brug af
mobiltelefoni er ved at fratage en smule af den almindelige høflighed. For: når man
ringer op til nogen er det ganske almindelig høflighed at man præsenterer sig i
telefonen, således at den der ringer op ved at man er kommet det rette sted hen (hvilket
jo ikke altid er en selvfølge) og at modtageren ved hvem som ringer. Men med de moderne
mobiltelefoner kan man ofte se hvem det er som ringer, og når jeg ringer op til en
mobiltelefon bliver jeg tit mødt med hilsenen "Hej Jan". Hvilket
selvfølgelig er ment som en hilsen, men hvis ikke jeg kender stemmen kan jeg jo ikke
være sikker på, hvem som er i den anden ende af røret. Og hvad værre
er, jeg føler jeg bliver frataget muligheden for at være høflig ved at
præsentere mig med mit navn når det nu allerede er nævnt. Som oftest
gør jeg det nu alligevel, og det er selvfølgelig også kun en lille
petitesse, men er det for meget forlangt at bede folk om at præsentere dem selv når
man ringer op, i stedet for at demonstrere man har en telefon som kan fortælle navnet
på den som ringer op?
Send kommentar til blog@viaalpina.dk.
|
|