|
|
Ny skive fra norske Madrugada
|
Søndag, 11.03.01
|
Det geniale norske band Madrugada har netop barslet med et nyt værk, og dem som allerede kender bandet vil vide at det drejer sig om en times vellyd med Madrugadas karakteristisk mystiske blanding af dyster trip-hop og Massive Attack, krydret med en Franz Beckerlee-agtig guitar og et Doors-agtigt orgel som spiller i baggrunden. "The Nightly Disease" hedder albummet, som netop er blevet udsendt i denne uge, og på pladen finder man fremragende numre som den dystre Step Into This Room And Dance for Me, den mere up-tempo Two Black Bones, den melodiske Only When You're Gone og den lange, episke Sister. Jeg har tilbragt en stund weekenden over med at lytte til pladen, og det er på sin vis synd at bandet er temmelig overset. På den anden side ville det så ikke have været så intimt, da de for nogle måneder siden gav koncert i Lille Vega. Madrugada har ingen ambitioner om at blive et stort band og spille stadionkoncerter, de har det bedst med at spille små klubshow for få hundrede tilhørere. Madrugada bliver herhjemme vistnok kun lagerført hos GUF musik, og i forbindelse med lanceringen er der lavet en 'Limited Edition', således at forstå at de første 300 kunder får en ekstra CD med med tre bonusnumre, heriblandt Part I af titelnummeret i en interessant unplugged version (på den officielle plade må man nøjes med Part II), alt sammen til samme pris. Så hvis man er hurtig kan man stadig være heldig at score denne udgave.
http://www.madrugada.net
http://www.gufmusik.dk
Link ikke længere aktivt!
Send kommentar til blog@viaalpina.dk.
|
|