En artikel i dagens Politiken får mig til at fare i blækhuset med en kommentar. Det er i årevis blevet os læst og påskrevet at det er åh så slemt at være arbejdsløs og om den sociale deroute det medfører. Som arbejdsløs bliver man holdt udenfor arbejdslivet og de mange sociale relationer det giver. Noget tilsvarende kan ses hos folk som kun arbejder på deltid, og så derfor måske ikke deltager i fyraftensmøder eller får en social fredagsbajer med kollegerne. Men er det nu også virkelig så slemt? Ganske vist kan det være en økonomisk katastrofe at blive ledig, især hvis man har udnyttet en solid indtægt til at skaffe sig nogle lige så solide faste udgifter som nødvendigvis skal betales, job eller ikke job. Men at ledighed skulle ødelægge det sociale liv har jeg svært ved at se. Jeg er i den - i den forbindelse - heldige situation, at jeg har oplevet såvel længere tids ledighed som længere tid i fast arbejde, og jeg mener ikke det sociale netværk forringes af at blive ledig. Tværtimod oplever jeg at jeg må skære kraftigt ned på mine sociale relationer når jeg går i arbejde, da der ikke længere er tid til at holde kontakten vedlige. Og ganske vist mister man relationerne til kollegerne på arbejdet når man bliver fyret, men det skyldes vel snarere at man ikke havde andet tilfælles end det sted man havde valgt at tjene sine penge? Det lyder måske lidt hårdt, men ville man ikke opretholde den sociale kontakt hvis der var andre fællesnævnere end lige netop arbejdet?

Send kommentar til blog@viaalpina.dk.