I disse dage finder et slag sted i Tyskland, som leder tankerne tilbage på de store demonstrationer i 70'erne og 80'erne. Jeg tænker her selvfølgelig på atomkraften, som atter en gang spalter Tyskland i to poler, med mere kaos til følge end når det er atomerne der spaltes. Kernen i problemet er halvandethundrede castorbeholdere med atomaffald, som i løbet af den næste halve snes år skal fragtes fra oparbejdningsanlæggene i Sellafield og La Hague til Gorleben i Niedersachsen. Og tusinder af atomkraftmodstandere belejrer i disse dage nabolaget for at forsinke, eller i bedste fald standse transporten. Men nu er der lige den hage derved, at det er Tysklands eget affald der er tale om, det drejer sig jo ikke om at man importerer affald for økonomisk vindings skyld. Ganske vist så atomkraftmodstanderne helst at der aldrig var blevet opført a-kraftværker, men når nu de en gang er der, må man jo også være realist og acceptere at der produceres noget affald som man må skaffe af vejen på en sikker måde, inden for landets egne grænser. For a-kraftmodstanderne ønsker vel næppe at se Tyskland på den sorte liste over rige industrinationer, som blot eksporterer deres affald til fattige u-lande? Jeg har sympati med dem så vidt, at man bør gøre hvad der er muligt for at opdyrke den alternative energi, men hvis alternativet til atomkraft er kul- eller oliefyrede kraftværker som forbruger vore begrænsede ressourcer og bidrager kraftigt til drivhuseffekten, ja så er jeg ikke i tvivl om at jeg vil vælge de CO2-neutrale a-kraftværker. Med a-kraftværkerne er affaldsmængden meget mere begrænset, hvilket gør det lettere at kontrollere risikoen. Til trods for at a-kraftmodstanderne med deres aktioner gør deres til at forøge risikoen. Så vi er faktisk i den lidt pudsige situation at det i øjeblikket er a-kraftmodstanderne som er den største risiko for miljøet!

Send kommentar til blog@viaalpina.dk.