Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 1. apr. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Costa Kalundborg bliver nu en realitet Søndag, 01.04.01

Shu-bi-dua sang i sin tid om en fremtid, hvor drivhuseffekten havde givet Danmark et subtropisk klima, og turisterne ville valfarte til Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står. Men denne fremtid er ikke så fjern endda, for i dag foretages et indgreb, som på en mere skånsom måde vil give os et lidt mere behageligt klima. En arbejdsgruppe under det europæiske rumagentur ESA har i lang tid arbejdet på et projekt, som én gang for alle vil rette op på det europæiske underskud af sol og varme. I det forløbne år er der blevet opsendt tre 500 megaton elektromagneter i en fast bane omkring Jorden, og i løbet af vinteren er de blevet ladet op med energi fra solceller, og i dag skal deres mission udføres. På tre nøje planlagte tidspunkter, nemlig kl. 12.37, 12.43 og 14.13 vil magneterne blive slået til, og derved forrykke Jordens omdrejningsplan omkring Solen. I praksis vil det betyde at Ækvator rykker længere mod nord, hvilket vil give os lunere vejr på vore breddegrader. Det ansete dagblad The Guardian skriver at der er indløbet protester fra flere andre lande, især fra Chile, som fremover vil få antarktisk klima, og ikke er begejstret for udsigten til at blive kaldt "Chilly" fremover. Men protesterne er blevet afvist, da man betragter eksperimentet for så vigtigt for videnskaben, at man ikke vil lade det standse af inferiøre landes protester. ESA udtaler i øvrigt at man bør holde sig indendøre i de tre gange ti sekunder magneterne arbejder. Bilister bedes holde ind til siden, da man ellers vil opleve en kraftig venstresvingende tendens, og man bedes give agt for lavtflyvende motorcykler. Husmødre bedes holde potter og pander i aflukkede skabe, og det må forventes at al telefon- og datatrafik vil være afbrudt mens det står på. Men disse ulemper er for intet at regne mod den fordel, som et bedre vejr vil give os. Efter eksperimentet vil magneterne blive koblet til den internationale rumstation ISS, hvor de skal tjene som værn mod de stigende mængder rumskrot som er i omløb.
http://www.theguardian.com

Send kommentar til blog@viaalpina.dk.