En flok maskinklippede soldater med nøgne, muskuløse og tatoverede overkroppe dyrker tai-chi under den nådesløst brændende sol i en gold ørken; deres arme rakt op mod himlen som i en bøn til en ukendt krigsgud, mens svulstig opera løfter sig i et crescendo på lydsporet. Dén slags dvælende poetiske, nærmest rituelle og fetichistiske tableauer er typiske for den 52-årige franske instruktør Claire Denis, der igennem sine syv første spille- og dokumentarfilm har kredset omkring mænd og mystik, race og rodløshed - med hyppige afstikkere til det Afrika, hvor hun selv er vokset op i kolonitiden. Således står der omtalt i Berlingskes anmeldelse af Claire Denis' film Beau Travail, som handler om en sergent i Fremmedlegionen, der ser tilbage på de dramatiske begivenheder som sendte ham ud af "Familien". Filmen foregår selvfølgelig i Afrika, blandt en gruppe barske og fåmælte legionærer, hvis rutineprægede og udmarvende hverdag vi følger fra skjortestrygningen over fællesmåltiderne til de grusomme disciplinære afstraffelser. Noget af det mest særprægede ved Denis' betagende film er, at hun skildrer mænd på samme måde som mange instruktører af hankøn normalt skildrer kvinder: Som gådefulde og utilnærmelige væsener, hvis styrke og skønhed kun kan udforskes i drømmende, lyriske og intuitive billedforløb. Der kan næsten være noget homoerotisk over det emotionelle, men også implicit voldelige forhold imellem hendes mandlige karakterer - et element, der udforskes i den ene blændende skønne scene efter den anden, hvor mænd svømmer sammen som legende fisk under vandet, bærer kammerater hjem fra en druktur i en tidlig morgens lys, eller balancerer permanent imellem ømme kærtegn og fysisk magtanvendelse i deres kropssprog. Filmen har været vist flere gange under den igangværende natfilm-festival, men en stor efterspørgsel har afstedkommet en ekstraforestilling i Cinemateket på mandag. Og gæt hvem som sidder med når lyset slukkes.