|
|
Everest Marathon
|
Mandag, 30.04.01
|
Da Everest Marathon sidste gang blev arrangeret i maj 2000 var der en temperatur på minus fem grader ved startlinien på Gorak Shep nær Khumbugletscheren i 5100 meters højde. Det var en behagelig overraskelse for deltagerne, som var blevet stillet en temperatur på minus 20 grader i udsigt. Men gode vejrforhold eller ej, ingen var i stand til at løbe hurtigere end foregående års vinder, Hari Roka fra Vestnepal, som atter løb sejren hjem i tiden 3:50:23. Det er nu snart et år siden at Everest Marathon blev løbet sidst, og tilmeldingen til næste års løb er netop åbnet. Løbet finder sted hvert andet år, og arrangeres næste gang mellem 4. maj og 1. juni 2002. Tilmelding skal finde sted senest 30. september i år, og alle som måtte ønske at deltage skal tage fire uger fri, da prologen til løbet er et 17 dage langt trek til Gorak Shep for at deltagerne kan nå at vænne sig til højden. Prisen for deltagelse er opgjort til £1.950, godt og vel 20.000 kr, og herudover skal man være villig til, yderligere at sponsorere Everest Marathon Fund, en velgørende organisation som videreformidler alle indtægter til sundheds- og velfærdsprojekter i Nepal. Så alt i alt kan det godt gå hen og blive en bekostelig affære, men på den anden side er prisen jo ikke så meget dyrere end en almindelig, kommercielt udbudt 4-ugers tur til Everest basecamp.
http://www.everestmarathon.org.uk
Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.
|
|