|
|
Skovens dag
|
Lørdag, 05.05.01
|
Det kan aldrig blive for meget med at gå en tur i skoven, eller et par og tyve. For en skovtur er noget som langt de fleste danskere tager på mindst en gang om året. Skoven er nok noget som de fleste danskere forbinder med ægte natur, endskønt de danske skove som oftest er et kulturprodukt, og nærmest svarer til en almindelig kornmark, blot med noget højere aks og en længere vækstperiode. Men nok om det. Det drejer sig jo om at komme ud og væk fra stenbroen, og hvis man syntes det var lidt for længe siden, er denne weekend det rette tidspunkt til at komme ud og få lidt frisk luft. For i morgen er det 'Skovens dag', hvor der i næsten hundrede skove landet over finder forskellige arrangementer sted, hvis man har lyst til lidt mere end blot at nyde madkurven over det medbragte tæppe. For nu at nævne et par arrangementer her i hovedstadsområdet vil der i Brøndbyskoven være en demonstration af arbejdsredskaber og træfældning, mens Naturskolen vil demonstrere hvordan en bjælkehytte opføres, et lille værksted hvor man kan bygge fuglekasser, og bål til at lave snobrød over. I Jægersborg Hegn vil der blive fældet et 35m højt og 160 år gammelt træ, og hos Skovskolen i Nødebo vil de store skovningsmaskiner blive demonstreret. Folehaven i Hørsholm har et naturværksted med podning og bestøvning samt mulighed for at løbe orienteringsløb og køre i hestevogn, og Svenstrup Gods nær Roskilde focuserer på træ som brænde, fra bed til ved. Ialt 84 arrangementer landet over, og der er helt sikkert et i nærheden af dig. Og da vejrudsigten lover godt vejr søndag er det bare med at komme ud!
http://www.skovensdag.dk
Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.
|
|