Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 10. maj 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Verdens bedste vin på Børsen Torsdag, 10.05.01

Det er normalt ikke min metier, her på disse sider at reklamere for andre firmaer. Undtaget selvfølgelig hvis en reklamekampagne er så tåbelig at man må tage sig til hovedet, eller hvis reklamen mere taler til min æstetiske sans, som den chokoladebrune skønhed et vist teleselskab reklamerede med op til jul. Men de produkter, som andre reklamerer for, har hidtil været forvist herfra. Men der er dog undtagelser som bekræfter reglen, og denne undtagelse er et vinfirma fra de nordlige forstæder, som på onsdag afholder en kæmpe vinsmagning på Børsen. Ikke mindre end halvtreds forskellige vine er repræsenteret, og vinsmagningen er slået stort op med vine fra Barbaresco, Bourgogne og Châteuneuf-du-Pape. Men mit øje faldt straks på en Rhônevin, som havde en mere ydmyg placering i kanten af annoncen. Domaine du Cayron. Og for os som har været på træf i Buis-les-Baronnies er det et navn som vækker glade minder. Domaine du Cayron er en af de mindre producenter i Gigondas, og at se den vin her på disse breddegrader er vist hidtil kun set ved privat import. Som navnet indikerer har vinproducenten sine marker i passet Col du Cayron, lige for foden af det mest besøgte klatrested i Dentelles-de-Montmirail. Og egentlig skulle man ikke tro der kunne produceres vin her. I et pas uden naturlige kilder, med den udtørrende Mistral piskende gennem passet, og en kalkjord som sluger hvad der måtte være tilbage af væde. Ikke desto mindre lykkes det den lille vingård at producere nogle få tusinde flasker om året, som mest sælges til lokale og tilrejsende entusiaster. Vinen er kraftig som få, og smagen nærmest eksploderer i munden. Det er en vin som kan ledsage et helt måltid, og der vil stadig være et glas tilbage i flasken. Men det er også en vin som kræver sin mand, og er man 'flasket op' med lambrusco er det ikke sikkert man vil bryde sig om den. Og hvis ikke man selv har været i Gigondas skylder man sig selv at tage ind på Børsen på onsdag og få en smagsprøve. Vinsmagningen gentages i Århus dagen efter, og billetter à 200 kr bestilles på telefon 7022 6888.
http://www.philipsonwine.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.