Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 14. maj 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Melodi Grand Prix - ikke til at undgå Mandag, 14.05.01

I den forløbne weekend fandt det årlige Melodi Grand Prix sted, eller Eurovision Song Contest, som det rettelig hedder. Ikke fordi det har min synderlige interesse at se dette glamorøst opstyltede show med stjerner som kun lyser et kort øjeblik og forsvinder ud i glemslen igen. Fifteen minutes of fame, og det er så det. Men i år trængte det sig temmelig meget på, da det for første gang i henved 30 år skulle afvikles i Danmark, og nærmere bestemt i Parken. Og da jeg så i øjnene at det halve Østerbro ville blive forvandlet til en afspærret og politikontrolleret zone, havde jeg sørget for at bringe mig i sikkerhed i tide. I stedet tilbragte jeg en dejlig fredfyldt weekend tusind kilometer borte - det er derfor der har været en lille pause i dagens Blog - i Pfalz nær Kaiserslautern på besøg hos en af mine venner. Lørdag aften var vi inviteret på barbeque, men den efterfølgende kaffe tog vi indendørs. Og fyren havde det største TV jeg nogensinde havde set, vel henved halvtreds tommer, og da det blev tændt tonede Eurovison Song Contest frem på storskærmen. Nå ja, så meget har jeg heller ikke imod Grand Prix at jeg ikke ønsker at se det, men hvor der de tidligere gange har været flere potentielle vindere at vælge imellem synes jeg det kneb gevaldigt med kvaliteten denne gang. Og de to danske studieværter var i den grad så pinlige at man måtte krumme tæer. Hvis det danske varemærke er plathed blev der i sandhed reklameret herfor. Af musikken havde måske det spanske bidrag kunne have en chance, og i det selskab var det klart at det danske bidrag kunne gøre sig. Alligevel blev det Estland som løb af med sejren, og selv om sangen ikke lige var min kop the (måske sangen ville gøre sig bedre uden billede?) må jeg alligevel ønske Estland til lykke med sejren. Om ikke andet, så er det et skridt på vejen for Estland i deres integration i Europa. Og når man påtænker esternes begrænsede økonomiske ressourcer kan det måske blive helt forfriskende, til næste år at se et Grand Prix fra Tallinn, hvor der ikke er så meget glimmer til at tage opmærksomheden fra musikken.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.