|
|
Fanget af kviksand?
|
Tirsdag, 15.05.01
|
Hvornår har man sidst haft behov for at stige af et tog i fuld fart? At behandle et skudsår? Eller redde sig ud af kviksands dragende favntag? Næppe særlig ofte, hvis overhovedet. Men man ved jo aldrig hvornår den slags uforudsete ting kan ske, og så er det rart at vide, at i sådanne prekære situationer er der altid lige en løsning ved hånden. Det kræver blot at man er i besiddelse af en computer med internetadgang og kan huske webadressen www.worstcasescenarios.com. På dette site kan man på en let og informativ måde læse sig til, hvordan man løser disse problemer. Og flere til. Lande et fly? Ikke noget problem, det kræver ikke en lang og kostbar uddannelse, for på denne webside er pilotens kunst blevet reduceret til 13 simple punkter à la "Identificer instrumenterne foran dig"! Man kan også få at vide, hvordan man springer ned i en flod fra en bro, hvordan man fjerner en bil som barrikaderer vejen foran en (praktisk i myldretiden) eller skræmmer en haj væk. Med andre ord: masser af "nice to know"-informationer. Og for de få digitalt mindrebemidlede skal det da også nævnes at informationerne også kan fås i håndbogsudgave. "The Worst-Case Scenario Survival Handbook" hedder den, og ud over at informationerne også er tilgængelige når man er unplugged er der også en lang række ekstra situationer med i bogen, som f.eks. hvordan man identificerer en bombe og gør noget ved den. Alt dette og mere til kan man læse om på firmaets hjemmeside.
http://www.worstcasescenarios.com
|
|