Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 17. maj 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Vild fest i fiskedammen Torsdag, 17.05.01

Det er henad halv to nat, og jeg er netop kommet hjem fra vel nok årets fedeste koncert. Den to meter høje skotte Fish var i topform ved koncerten i Pumpehuset, som var udsolgt til sidste plads. Allerede fra første nummer bølgede jublen hele vejen ned gennem salen, og da han efter to indledningsnumre fra den nye plade fortsatte i de kendte riller med Tumbledown var det lige før taget lettede. Og således fortsatte det. Som altid når Fish giver koncert er det en skønsom blanding af hans lange, melodiske og nærmest symfoniske rocknumre, garneret med det karakteristiske Fish'ske twist, og fra tid til anden afbrudt af causerier over aktuelle emner. Denne gang kredsede han hyppigt om det seksuelle tema, og det virkede som om at det var gået op for ham at han kan være en ganske tiltrækkende person for begge køn, i hvert fald gjorde han sit bedste for at bedyre at han ikke var homoseksuel. Og alligevel gjorde han det på en sådan måde at man faktisk ikke blev klogere herom. En rigtig entertainer. Men Fish er heller ikke bleg for at uddele kritik, og denne gang var det hans manager i Danmark, som opludselig blev indhyllet i projektørens skær, mens Fish fortalte om den dårlige timing, at hans nye plade endnu ikke var blevet udsendt i Danmark. Og fulgte op med en opfordring til at man i stedet købte den ved udgangen, hvilket også ville give flere penge til musikerne i stedet for de kommercielle firmaer. Melodi Grand Prix fik også et par ord med på vejen, og vi fik tilmed et bud på, hvad Fish ville optræde med, hvis han skulle have opført Skotlands bidrag til Melodi Grand Prix. Sådan har jeg aldrig hørt Fish spille før, og vil nok heller aldrig komme til det igen. Heldigvis! For vi er da en del som sætter pris på rå, uforfalsket og svedig rockmusik, og det var lige præcis det som Fish så kørte videre med. Skide være med at man ikke kender numrene, men efter koncerten måtte jeg ubetinget have den nye plade med hjem, og det er den som brager i baggrunden mens jeg skriver dette. Og til jer som ikke var med til koncerten: reservér den 14. juni i kalenderen, hvor Fish kommer til Amager Bio med hans SAS band, og smut så ud og køb den nye plade, Fellini Days!
         
http://www.fellinidays.com Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.