Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 21. maj 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Det digitale papir er nu på vej Mandag, 21.05.01

Til efteråret lancerer det svenske IT-firma Anoto det digitale papir. Den revolutionerende opfindelse gør det muligt at sende personligt håndskrevne breve eller tegninger videre som emails eller fax fra et næsten almindeligt og billigt stykke papir. Det lyder som en umulighed, men det er faktisk en virkelighed i dag, og en virkelighed som vil blive lanceret på i første omgang det svenske marked til oktober. Den revolutionerende opfindelse kræver kun tre ting: et ark digitalt papir, en speciel chatpen og en mobiltelefon. På det digitale papir er der trykt en nærmest uendelig række af små, næsten usynlige prikker. Tilsammen udgør prikkerne en form for uhyre detaljeret landkort, som Anotos avancerede chatpen kender i alle detaljer. Når man sætter en streg på papiret, ved chatpennen via sin optiske læser derfor nøjagtig, hvor på papiret stregen er sat, og hvilken form den har. Chatpennen lagrer stregerne i sin hukommelse, og når man udfylder feltet "send" på papiret, ryger informationerne af sted fra pennen til ens mobiltelefon. Telefonen sender brevet videre til Anetos server, som dirigerer brevet ud til den korrekte mail- (eller fax-) modtager. Teksten eller tegningen på modtagerens skærm ser nøjagtig ud som den håndskrevne original på det digitale papir. Og det er kun den simpleste mulighed. Man kunne for eksempel forestille sig aviser eller bøger trykt på digitalt papir, hvor man kan skrive sine egne bemærkninger og sende dem direkte til forfatteren eller journalisten, eller kalendere som til enhver tid kan opdateres. Opfindelsen forventes allerede til næste år at sprede sig fra Sverige ud over resten af verden, hvilket meget vel kan blive den største revolution indenfor papir som medie siden Gutenberg.
http://www.anoto.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.