|
|
I en galakse langt langt herfra...
|
Onsdag, 30.05.01
|
Science fiction film har altid haft en særlig tiltrækning på mig, lige siden jeg første gang så Rumrejsen år 2001. Kombinationen af spænding og eventyr i en mere eller mindre kunstig fantasiverden hvor alt kan ske, har jeg altid fundet tiltrækkende. Sidenhen StarWars-filmene, og her for to år siden kulminerende med - efter min mening - den bedste film der nogensinde er drejet: The Matrix, en film jeg efterhånden har set adskillige gange i biografen og på DVD. Og som sci-fi entusiast er det temmelig sikkert at jeg i næste måned vil være at finde i Filmhuset, hvor et af månedens filmtemaer vil være rumfilm. Hverken StarWars eller The Matrix vil dog være repræsenterede her, men der er alligevel mange andre perler som finder vej til Filmhuset. Den oprindelige Alien - den 8. passager, Apollo 13 og Armageddon, for nu blot at nævne filmene med A. Rumrejsen år 2001 vil selvfølgelig også være der, og Starship Troopers, som jeg aldrig nåede at få set da den var oppe i 1997, vil også være et bud på en film som skal ses. Og kan man ikke få lov til at se StarWars kan man i stedet lade sig "nøjes" med StarTrek, hvor der den 16. juni er en samlet forevisning af The Motion Picture og First Contact. Der er med andre ord mange gode grunde til at vende den danske efterårssommer ryggen og søge ly i Filmhusets bløde sæder.
http://www.cinemateket.dk
|
|