En plade som har befundet sig på min private Top Ti det sidste par måneder er den seneste skive fra det engelske band Eat Static, og da jeg ikke har anmeldt den tidligere er det vel egentlig på sin plads at gøre det nu. Mit første og hidtil eneste kendskab til bandet bestod i en liveoptagelse, som jeg båndede fra radioen for nogle år siden, og da jeg ikke havde hørt noget fra dem siden, var det min opfattelse at bandet var gået i sig selv igen. Men det var absolut ikke tilfældet, og for et par måneder siden hørte jeg fra min nethøker at deres nye plade Crash and Burn nu lå i butikken. Og så måtte jeg vel hellere anskaffe den. Men jeg blev noget overrasket ved at høre pladen. Hvor det jeg husker fra liveoptagelsen var en mellemting mellem trance og trip-hop, så var den nye skive helt anderledes rytmisk inspireret og mindede nærmest om det særprægede band Yello. Og efter at have lyttet et par gange var det faktisk en ganske interessant plade. Crash and Burn sender en på lidt af en musikalsk jordomrejse, da bandet har adapteret musik fra alle verdens hjørner. Efter åbningsnummeret starter de med sydlandsk meringue i Love Truncheon, fortsætter i det indiske hjørne med Holy War, hvorefter de går funky i Dervish Funk. Nocturnal Umbra er ren Yello, og efter en up-tempo Mondo a Go-Go! skifter de fuldstændig spor og bliver nærmest symfoniske når de i The curious Dr. Hump giver hvad der kunne være deres egen gendigtning af Peter og Ulven! Næstsidste nummer Heaven Scent flirter med fusions-jazzen, og endelig afsluttes skiven med klassisk Eat Static-lyd i Elixir. Og efter hele denne turné trænger man til at høre noget andet! at puste ud over. Men det varer ikke længe før pladen lokker igen. Absolut anbefalelsesværdig.
         
http://www.eatstatic.com Link ikke længere aktivt!