|
|
Nepals partier bakker op om deres nye konge
|
Søndag, 17.06.01
|
Nepals nye kong Gyanendra blev i fredags rost af analytikere, som mener hans håndtering af rapporten om den massakre, der 1. juni udslettede hele den centrale del af kongefamilien og dermed bragte ham til magten, har skabt loyalitet i befolkningen. Rapporten giver kronprins Dipendra ansvaret for drabene på næsten hele sin familie, før han begik selvmord. Da Gyanendra efter massakren blev kronet, opstod der voldsomme optøjer, fordi befolkningen ikke ville stille sig tilfreds med den første forklaring om, at det var en ulykke. Men sandheden, der kom frem da en undersøgelsesrapport sent torsdag blev bragt direkte i radio og TV, gjorde en ende på næsten to ugers rygter og usikkerhed. Den gav således Dipendra skylden og beskrev, hvordan han narkotikapåvirket og beruset havde begået massakren. Gyanendras fastholdelse af, at rapporten skulle offentliggøres straks efter at han selv havde læst den, har vakt tillid i et samfund, der er mere vant til at betragte paladset som opholdssted for guder end for personer, der står til ansvar over for befolkningen. "At den nye konge nedsatte undersøgelsespanelet, valget af dets medlemmer og beslutningen om, straks at offentliggøre rapporten er prisværdig," sagde Shridhar Khatri, der underviser i statskundskab ved Tribhuvan Universitet. Rabindra Khanal, der også underviser i statskundskab sagde, at befolkningen ville godtage rapporten, fordi den var officiel og kom fra kongen. Så at sige hvert eneste parti gav kong Gyanendra en tillidserklæring, efter at han lovede at værne om det indskrænkede monarki, som hans bror, den dræbte kong Birendra, indførte i 1990. Rapporten beskrev, hvordan Dipendra havde en forkærlighed for skydevåben og tit fik sine nærmeste medarbejdere til at lade sig låne våben fra det kongelige våbenkammer. Den fortalte detaljeret om, hvordan hans adjudant og oppasser begge kendte til hans narkotikaforbrug og ofte rullede hashcigaretter til ham. Og den afslørede, at den sidste telefonopringning han foretog på sin mobiltelefon, umiddelbart før han gik amok, var til Divyani Rana, den kvinde hans forældre tilsyneladende ikke ville anerkende som kommende dronning. Hans sidste utydelige ord til hende var: "Nu vil jeg sove, godnat. Vi taler sammen i morgen." Derpå iførte han sig kampuniform og affyrede over 75 salver fra forskellige våben, bl.a. et M-16 maskingevær. Han dræbte ni - deriblandt sine forældre, og rettede derpå våbnet mod sig selv.
http://www.reuters.com
http://www.nepalnews.com
|
|