|
|
Endnu et par Converse til samlingen
|
Tirsdag, 19.06.01
|
Et af de sikre tegn på at sommeren nærmer sig, er at jeg tager et nyt par Converse All-Stars i brug. Disse udmærkede gummisko er efterhånden blevet en del af mit varemærke, da jeg gennem snart mange år har anskaffet mig mindst et par om året, og følgelig efterhånden har en ganske anselig samling derhjemme. For smide dem ud, det gør jeg selvfølgelig ikke, for de bliver jo bedre, jo mere de bliver slidt. Og det er jo ikke lige sagen at rende rundt i et par All-Stars uden patina. Men ud over den daglige brug herhjemme fandt jeg jo hurtigt ud af at de faktisk også er ganske gode i bjergene, både i lejren og til hyttetilgang. Så længe det er Hi-Tops sidder de jo fast på foden, rutscher ikke rundt, og især i blokmark har de deres force, for når først sålen er slidt til står de næsten lige så godt fast på klipperne som et par friktionssko. Men et par All-Stars er væsentligt behageligere at gå i. Desværre har det i det sidste par år været gradvist vanskeligere for mig at sikre mine forsyninger, og jeg havde efterhånden overvejet at skulle bestille dem hjem fra USA via den udmærkede Converse specialist chucksrus.com. Men nu er denne lille geschäft overtaget af American Athletics, og de accepterer altså ikke VISA-transaktioner fra udlandet. Velkommen i e-handelens verden! Nå, men problemet blev dog løst da jeg i en småsnusket kælderbutik på Købmagergade til eftermiddag fandt et par Chucks i en farve jeg ikke havde i forvejen - hvilket jo næsten er obligatorisk. Og ekspedienten var en ganske fin fyr, der kunne betro mig at også han havde en anselig samling Chucks derhjemme. Så de næste par uger vil se mig i mine nye grønne camouflagefarvede All-Stars, ihærdigt arbejdende med at slide dem til så de er klar til sommerferien.
http://www.chucksrus.com.se
Link ikke længere aktivt!
|
|