Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 1. jul. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mountethytten ovenfor Zinal nedbrændt Søndag, 01.07.01

Her ved tærsklen til årets bjergmæssige højdepunkt er det netop kommet frem at Cabane Mountet ovenfor Zinal er fuldstændig nedbrændt til grunden. Mountethytten vil være velkendt for de fleste som har tilbragt deres sommer- eller vinterferie i bjergene i den vestlige del af Wallis, og har i årevis tjent som udgangspunkt for ture til berømmede bjerge som Zinalrothorn, Ober Gabelhorn og Dent Blanche. Mountethytten er også en af de smukkest beliggende hytter i Schweiz, placeret på et grønt plateau højt over gletscheren med udsigt til høje og flotte bjerge hele vejen rundt. Men denne idyl blev ruineret søndag den 10. juni, da der udbrød brand på hytten, og det på grund af dårligt vejr ikke var muligt at flyve brandmandskab til undsætning på hytten. Da branden udbrød befandt der sig ud over værtsparret kun tre gæster på hytten, og de kunne alle redde sig ud i god behold, men af hytten var intet at redde. Ifølge lokalavisen Walliser Bote forestår der nu et opklaringsarbejde med at finde årsagen til branden, som altså fortsat er uopklaret. Som følge af branden vil hytten ikke kunne benyttes hverken denne sommer eller i en rum tid frem.
Link til marts måneds galleri om klatring ovenfor Mountethytten

Opdateret 30. juli 2001: Det er efterfølgende oplyst, at det er hytten Petit Mountet og ikke Grand Mountet, som er nedbrændt. Petit Mountet, beliggende en times gang fra Zinal tjente mest for dagsturisterne, men Grand Mountet, som ligger fire timer længere oppe i dalen, og som primært betjener alpinister, fungerer altså i bedste velgående!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.