|
|
Efterfølgeren til The Matrix forsinkes
|
Lørdag, 11.08.01
|
Efterfølgeren til kæmpesuccesen "The Matrix" fra 1999 får premiere i maj 2003, oplyser kilder i filmselskabet Warner Bros. til Variety. Det var oprindeligt annonceret, at man agtede at indspille i første omgang to efterfølgere til The Matrix, og at 2'eren skulle have premiere i 2002 og 3'eren i 2003. Men nu forlyder det altså at vi skal vente til 2003 for at få et næste gensyn med Neo og de andre. Premieren bliver ikke kun først i USA, men i hele verden på samme tid, siger kilderne. Optagelserne til den nye film "Matrix Reloaded" er endnu ikke gået i gang. Det er til gengæld arbejdet med nogle af de computeranimerede kampscener, der gjorde "The Matrix" til noget særligt. Keanu Reeves spiller atter den unge computernørd og hacker Neo, som i den første film blev hentet fra 1999 til fremtiden/nutiden, hvor det blev hans opgave at føre frihedskæmperne frem til sejr over de avancerede maskiner og deres frygtindgydende håndlangere, agenterne. Sammen med Carrie-Anne Moss og Laurence Fishburne har Reeves i foråret trænet de halsbrækkende kampscener med stuntmænd fra Hong Kong. Handlingen i den nye film er endnu en af Hollywoods bedst bevarede hemmeligheder.
http://www.cnn.dk/
Link ikke længere aktivt!
|
|